Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / Om Statsbiblioteket / Danmark får et samlet Nationalbibliotek
Navigation
 

Danmark får et samlet Nationalbibliotek

12. september 2016

PRESSEMEDDELELSE

Kulturminister Bertel Haarder samler per 1. januar 2017 Danmarks to største national- og forskningsbiblioteker – Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek – i én organisation under navnet Nationalbiblioteket. Statsbibliotekets nuværende direktør, Svend Larsen, skal stå i spidsen for det nye bibliotek, der vil bevare sin fysiske placering i Aarhus og København.

I fremtiden vil danskerne få en samlet indgang til digitaliserede aviser, radio- og tv-programmer, H.C. Andersens originalmanuskripter og Søren Kierkegaards kærestebreve og bevaringen af kulturarven styrkes ved at samle kræfterne. Sammenlægningen af Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek fremtidssikrer samtidig betjeningen af Københavns Universitet og Aarhus Universitet på højeste niveau og er en naturlig konsekvens af den gennemgribende digitalisering, der har præget forskningsbiblioteksområdet igennem det seneste årti.

Statsbibliotekets direktør, Svend Larsen, konstitueres som direktør for Det Kongelige Bibliotek per 15. september 2016 for at stå i spidsen for fusionen og bliver herefter direktør for det nye, samlede bibliotek per 1. januar 2017.

Kulturminister Bertel Haarder siger:

”Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek har gennem mange år haft et tæt samarbejde – som forsknings- og universitetsbiblioteker og ikke mindst som Danmarks to nationalbiblioteker. Nu tager vi skridtet videre og samler kræfterne i det nye Nationalbibliotek. For mig er det vigtigt, at den fysiske biblioteksbetjening i Aarhus og København fortsætter efter sammenlægningen – og at brugerne i fremtiden vil få én digital indgang. Målet er, at det vil give danskerne et bedre bibliotek for pengene.”

Statsbibliotekets direktør Svend Larsen siger:

”Sammenlægningen af Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek ligger i naturlig forlængelse af udviklingen på forskningsbiblioteksområdet – ikke mindst i lyset af digitaliseringen. De to biblioteker løser allerede i vidt omfang de samme opgaver, når de betjener forskningen og uddannelsen på universiteterne i henholdsvis Aarhus og København. Også som landets to nationalbiblioteker er der en lang række områder, hvor de to biblioteker vil have fordele af fælles opgaveløsning. Det er derfor indlysende at samle kræfterne i én organisation. Jeg ser frem til arbejdet, som jeg går til med stor respekt for den indsats, Det Kongelige Biblioteks direktør, Erland Kolding Nielsen, har ydet gennem mange år.”

Fakta

Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek har i 2016 nettoudgiftsbevillinger på hhv. 165,7 mio. kr. og 335,7 mio. kr. på finansloven. Der er i 2016 ansat 220 årsværk på Statsbiblioteket og 413 årsværk på Det Kongelige Bibliotek.

Sammenlægningen af de to biblioteker sker bl.a. i forlængelse af, at Det Kongelige Biblioteks direktør igennem mere end 30 år, Erland Kolding Nielsen, går på pension den 1. februar 2017.

Yderligere oplysninger

Kulturministeriets pressetelefon: 2276 5116
Direktør Svend Larsen, Statsbiblioteket, tlf.: 2425 9370

Pressemeddelelsen som pdf