Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / Om biblioteket / Danskernes digitale hukommelse skal sikres endnu bedre
Navigation
 

Danskernes digitale hukommelse skal sikres endnu bedre

Udgivet 3. oktober 2016

PRESSEMEDDELELSE

Statsbiblioteket investerer yderligere i bevaring af den del af historien, der udspilles i de danske medier og på danske lydoptagelser. Engelske eksperter skal levere et system, der kan hjælpe med at løfte opgaven.

Frihedsbudskabet i radioen i 1945, tv-transmissionen fra den danske EM-guld-kamp i 1992, lydoptagelser fra Det Kongelige Teater i 1890’erne eller avisforsider fra det seneste folketingsvalg i 2015. Alt sammen eksempler på dansk kulturarv.

For at den unikke historiske dokumentation ikke kun kan opleves i dag men også om 100 år, er det en vigtig opgave for Statsbiblioteket at sikre materialet for fremtiden. Statsbiblioteket har derfor 29. september 2016 indgået aftale med det engelske firma Preservica. Firmaet er specialist i digital bevaring af store mængder data, og deres software sikrer, at det, der bevares i dag, kan overføres til nye formater og stadig bruges i fremtiden.

Statsbibliotekets nationale samlinger af radio- og tv-udsendelser er de første, der skal sikres i det nye system (et såkaldt Metadata Repository). Løsningen skal testes nøje gennem det næste halve år.

’Vores mål er at håndtere og bevare vores digitale kulturarvsmaterialer i ét samlet system, som er robust og skalerbart nok til at klare de store mængder af digitalt indhold, vi har ansvaret for’, siger områdedirektør ved Statsbiblioteket, Tonny Skovgård Jensen.

’Systemet er først og fremmest et bevaringssystem, som giver os bedre mulighed for at administrere og håndtere de digitale filer, vi indsamler og bevarer. Med valget af Preservica sikrer vi, at de filer, vi bevarer i dag, løbende kan overføres til nye formater, som kan bruges og læses på de platforme, der bruges i fremtiden’, uddyber Tonny Skovgård Jensen.

’Vi forstår, at denne type bevaring er af stor national betydning, og vi glæder os til at samarbejde med Statsbibliotekets kompetente team om opgaven’, siger John Tilbury, adm. direktør for Preservica.

Preservica er udvalgt, efter at opgaven har været i offentligt udbud. Firmaet er internationalt anerkendt for løsninger inden for bevaringsteknologi. Firmaet har leveret ydelser til fx flere amerikanske delstaters arkiver og Europakommissionen.

Statsbibliotekets digitale samlinger rummer på nuværende tidspunkt flere petabytes og vokser dag for dag.

EKSEMPLER FRA DE NATIONALE SAMLINGER

Et eksempel på det digitale indhold er historiske klip om den russiske kejser Alexander 3. og hans danske hustru, prinsesse Dagmar. I bibliotekets samling findes transmissionen fra prinsessens genbegravelse i Rusland, 28. september 2006. Mere information om kejserparret kan findes ved en søgning i bibliotekets mere end 24 mio. digitaliserede avissider (Mediestream.dk). Desuden ligger Statsbiblioteket inde med en lydoptagelse, som muligvis indeholder kejserparrets stemmer, optaget mellem 1889-1893 (fra samlingen af Danmarks ældste optagelser af lyd på valser). En mand synger en russisk soldatersang, hvorefter en kvinde udtaler: ’Det glæder mig at høre min mands stemme’. Det er umuligt at bevise, men parret var i landet i den periode, hvor flere optagelser blev lavet på Fredensborg Slot.

FAKTA OM STATSBIBLIOTEKET

En af Statsbibliotekets hovedopgaver er at indsamle, bevare og tilgængeliggøre danske aviser, audiovisuelle medier og internetsider samt danske bøger og tidsskrifter. Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek fusionerer 1. januar 2017 til Nationalbiblioteket.

For yderligere oplysninger

Områdedirektør Tonny Skovgård Jensen, 4131 7723, tsj@statsbiblioteket.dk