Jens Hjørne
Bibliotekar DB og ansat på Statsbiblioteket siden 1995
De gode arbejdsdage er de dage hvor jeg får lov at gøre tingene på en anderledes måde. På de særligt gode dage sker det i samspil med engagerede kolleger.
Statsbiblioteket er en arbejdsplads med plads til udvikling sammen med masser af gode kolleger. Som universitetsbibliotek er Statsbiblioteket også de studerendes arbejdsplads. Det er medvirkende til at huset er et dynamisk og positivt sted at færdes. Der er altid masser af liv og drive.
Intet… jeg gentager: INTET af det jeg laver i dag ligner det jeg blev ansat til. Vi taler om at Statsbiblioteket ikke havde internetforbindelse da jeg startede (for pokker!). Jeg søgte jobbet fordi det var tale om en fast stilling i Århus; blandt nyuddannede bibliotekarer er der blevet begået drab for mindre, skulle jeg hilse at sige.
Samarbejdet med mine kolleger vil jeg beskrive som givende, udfordrende og opmærksomhedskrævende. At arbejde på Statsbiblioteket giver mig en følelse af historie, samtidigt med at vi også arbejder med at løse fremtidige opgaver. Her på stedet befinder vi os både midt i udviklingen og midt i kulturen.
For nylig var jeg, sammen med en kollega, projektleder for et stort internt læringsprojekt ”7 trin”. Det handlede om opkvalificering af medarbejderne i de såkaldte web 2.0-teknologier.
Det var frivilligt for medarbejderne at deltage, men jeg er imponeret over det engagement og den begejstring, som mine kolleger lagde for dagen.
Hvis jeg skulle anbefale Statsbiblioteket som arbejdsplads, vil jeg sige ”masser af spændende input og udviklingsmuligheder”. Du skal selv være parat til at gribe mulighederne…
|
Jens’ arbejde er projektorienteret og består primært af kommunikative opgaver; support, salg og kommunikation omkring netmusik.dk. Det foregår via mange kanaler: website, blog, mail, telefon – primært med taster altså. Han er medlem af redaktionen for et at husets eksterne nyhedsbreve samt tilhørende website. Endelig yder Jens grafisk bidrag til en række websider samt de infoskærme der guider fremmødte kunder gennem huset. |
