Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / Om Statsbiblioteket / Job og karriere / Medarbejderprofiler / Marianne Vadgaard Christensen

Marianne Vadgaard Christensen

Marianne Vadgaard Christensen
Hortonom, bibliotekar DB og ansat på Statsbiblioteket siden 2007.

Om morgenen bilder jeg mig ind, at jeg ved hvad jeg skal lave resten af dagen; sådan går det sjældent. Der dukker altid noget nyt og uforudset op. Det bliver aldrig kedeligt – sommetider er der så meget nyt at det er rigeligt, men alt i alt er det alligevel det der holder mit engagement ved lige.

Jeg blev uddannet bibliotekar DB i januar 2005. Under hele uddannelsen lå min hovedinteresse inden for universitets- og forskningsbiblioteker. Jeg har i mit tidligere arbejdsliv været faglærer, og det har stadig min interesse at støtte studerende og undervisere. Jeg blev meget tidligt i mit uddannelsesforløb fascineret af mulighederne for at få adgang til betalingsbelagte elektroniske ressourcer.

Det var fantastisk at kunne få adgang til mange tusinde tidsskrifter hjemme fra min egen pc – hele døgnet rundt. Da jeg desuden fandt ud af at man i Danmark havde fået et samarbejde om at tegne nationale licenser, valgte jeg at skrive bacheloropgave om det.

Statsbiblioteket opslog stillingen ”Nøglemedarbejder til drift og udvikling af e-tidsskriftservice”, som gik ud på at anskaffe og formidle elektroniske ressourcer, dvs. elektroniske tidsskrifter, databaser og elektroniske bøger – med ansvar for det nationale samarbejde. Den stilling måtte jeg søge – og jeg fik den.

Overordnet er det dejligt at have sit eget ansvarsområde, men det er også vigtigt for mig at kunne indgå i et team og have nære kollegaer, som jeg kan lære af og videndele med – både når det går godt, og når vi ikke har succes. For mig er det er en god dag, når jeg oplever synergi – når vi sammen kan gøre at 2+2=5.

Jeg opfatter begrebet kollegaer meget bredt – jeg har nære kollegaer i E-ressourcer, som jeg deler opgaver med og samarbejder med dagligt, men jeg samarbejder også med mange andre på et plan som jeg vil betegne som kollegialt – dels her i huset, dels på Aarhus Universitets Biblioteker og dels på de andre fag- og forskningsbiblioteker i Danmark.

Marianne er ansat i afdelingen E-ressourcer, hvor hun primært arbejder med at anskaffe og formidle elektroniske ressourcer dvs. elektroniske tidsskrifter, databaser og elektroniske bøger for Statsbiblioteket og Århus Universitets Biblioteker. Marianne er desuden kontaktperson til Danmarks Elektroniske Fag- og Forskningsbiblioteker og er med i det nationale samarbejde.