Navigation
 

Bænk finder sted

 

Skulpturen BÆNK FINDER STED er udført af billedhugger Jørn Rønnau for Statsbiblioteket som en 60-års hyldest til forfatteren Svend Åge Madsen. Materialet er hundredårigt elmetræ fra Rådhusparken i Aarhus.

Projektet har kunnet gennemføres takket være følgende sponsorer:

  • Aarhus Kommunes Kulturforvaltning
  • Forlaget Gyldendal
  • Kristian F. Mølles Boghandel
  • Den Danske Bank A/S.

Skulpturen blev afsløret ved en reception 9. december 1999, hvor også Ejnar Nørager Pedersens nye bibliografi ’Af og om Svend Åge Madsen’ blev præsenteret.

Skulpturen består af følgende ord af Svend Åge Madsen:

TAVSHED
AT MÆRKE DE ØJNE DER ER I FÆRD MED AT LÆSE MIG
TILFØJELSER
GENSPEJLET
MELLEM HIMMEL OG JORD
SE DAGENS LYS
AF SPORET ER DU KOMMET
FORLYSTEDE FODSPOR DER FØRER BORT
SÆT VERDEN ER TIL
LAD TIDEN GÅ
STAMMER FRA EN PERIODE OM NÆSTEN HUNDREDE ÅR
ÅRHUS
DEN SMUKKESTE OG DEN FARLIGSTE
AT FORTÆLLE MENNESKENE
ALIAN SANDME
S
SEVEN AGE MADNES
RESTEN ER

Ord i virkeligheden

Ideen til bænkskulpturen opstod i efteråret 1998, da vi på Statsbiblioteket fandt ud af, at Svend Åge Madsen – endnu engang – havde omgåedes sandheden og virkeligheden letfærdigt…

I hans dengang nyeste roman ’Finder sted’ søger hovedpersonen Kaare ind på Statsbiblioteket og sætter sig på en bænk for at få varmen. Men vi havde ingen BÆNK! Vi har kontorstole og caféstole og sågar sofaer; men bænke, nej.

Konfronteret med de faktiske forhold forsøgte Svend Åge Madsen naturligvis at fortælle sig fra det – ligesom med lighteren og parkometerdelene og lommeregneretuiet i de arkæologiske udgravninger i tidligere værker. ’Den bænk må være fortalt herind!’ sagde han. Det syntes vi ikke, var helt tilfredsstil-lende – for os og brugerne – så vi sørgede for at bringe virkeligheden i overensstemmelse med litte-raturen.

Nu står Jørn Rønnaus skulptur ’Bænk finder sted’ her – lavet, savet og stavet med forfatterens egne ord og bogstaver. Og man må både læse den og sidde på en!