Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / Om biblioteket / Nyheder / Bornholms Tidende og Jyllands-Posten er blandt de første titler i digitaliseringsprojekt
Navigation
 

Bornholms Tidende og Jyllands-Posten er blandt de første titler i digitaliseringsprojekt

Udgivet 19. december 2013

Mikrofilm pakket og klar til at blive kørt til Hamborg i Tyskland. Foto: Thomas Søndergaard

Så skete det endelig. Statsbiblioteket har nu udvalgt de to avistitler, som er blandt de første, der skal digitaliseres i det store Avisdigitaliseringsprojekt, som vi gennemfører 2013-2016.

Det drejer sig om

Bornholms Tidende er grundlagt 1866 og Jyllands-Posten i 1871, så der er tale om samtlige ældre udgivelser fra dagbladenes etablering og frem til henholdsvis 2012 og 2001.

Titlerne er udvalgt på baggrund af samarbejdsaftaler med aviserne.

På Jyllands-Posten glæder direktør for JP Medier, Jens Nicolaisen, sig meget over samarbejdet med Statsbiblioteket, og særligt over, at offentligheden snart kan få adgang til Jyllands-Postens journalistiske indhold – endda helt tilbage til første udgave i 1871.

'På Jyllands-Posten ser vi meget frem til at gøre denne historiske guldgruppe tilgængelig for vore abonnenter. Timingen er også god, da vi i forbindelse med introduktionen af JP Premium har fået bekræftet, at en stor og stigende andel af vore abonnenter og læsere ønsker at læse Jyllands-Posten digitalt,' siger Jens Nicolaisen.

Også på Statsbiblioteket glæder områdedirektør, Tonny Skovgård Jensen, sig over samarbejdet med de to aviser: ”Det har fra starten været et stort ønske at inkludere de nulevende aviser i vores avisdigitaliseringsprojekt. Ikke mindst for at sikre endnu større udbredelse af de digitaliserede aviser, så de kommer flere til gavn”.

FRA MIKROFILM TIL DIGITALE FILER

Mikrofilmene er sendt af sted til firmaet Ninestars i Hamborg, som er hyret til selve digitaliseringen, men det er endnu for tidligt at sige noget om, hvornår vi kan forvente at have filerne endeligt godkendt til formidling.

Siden Avistitler på bloggen Avisdigitalisering.dk opdateres løbende med oplysninger om, hvilke titler der er sendt til digitalisering. Siden beskriver også de kriterier, vi har lagt til grund for den oprindelige udvælgelse.

Vi planlægger at sende mikrofilm af sted med to ugers intervaller. Det betyder også, at vi vil kunne annoncere nye titler med ca. 14 dages mellemrum. I nogle tilfælde vil en avistitel dog være så omfattende, at det kræver mere end en afsendelse, før alle mikrofilm er sendt af sted.