Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / Om biblioteket / Nyheder / Et rum til mindfulness
Navigation
 

Et rum til mindfulness

Udgivet 8. januar 2017

Det Kgl. Bibliotek har på adressen i Aarhus etableret et mindfulnessrum. Et sted, hvor du i ro og mag kan koble fra og få en pause fra en hektisk hverdag. I rummet er der mulighed for at låne høretelefoner og lytte til tre forskellige guidede mindfulnesssessioner eller udføre øvelserne på egen hånd. Rummet er beliggende på -1.

Mere om Mindfulness

Mindfulness er en ganske særlig tilstand, vi kan opøve ved gentagne gange at rette opmærksomheden mod det, vi sanser – for eksempel vores tanker, emotioner og kropslige fornemmelser som spændinger og smerter.

Vi gør det på en særlig måde, hvor vi bevidst undlader at bedømme, vurdere og begrebsliggøre det, der sanses. Derimod er vi opmærksomme, når vi gør det, og prøver derefter at være i den direkte sansning. Vi oplever det at trække vejret på en helt naturlig og uanstrengt måde. Der er ikke præstation i mindfulnesstræning.

Vi mærker sansninger i kroppen via den naturlige kropslige proprioceptive sans og mærker lyde udefra, fuldstændig som det er, uden at ville forandre det eller kommentere på det indvendigt med den indre dialog. Vi bliver her opmærksomme på den automatik, der ligger i sindet. Vi kan begynde at møde os selv mere omsorgsfuldt og venligt i en nænsom kontakt.

Mindfulnesstræning/MBSR bygger bl.a.  på videnskabelig forskning af de mest kendte MBSR programmer (Mindfulness-baseret stress reduktion), som er grundlagt af Dr. Jon Kabat Zinn og MBCT (Mindfulness-based cognitive therapy). Derudover viser nyere hjerneforskning, at vi gennem mindfulness kan træne vores opmærksomhed til at være mere stabil, hvilket på sigt giver bedre trivsel, større sundhed og sundere relationer. Både til os selv og til andre.

Mindfulness er både en tilstand og en kombineret træning af det mentale, det kropslige og det psykologiske. ”At være Mindful” bygger på en naturlig sammenhæng mellem det, vi tænker, og vores overbevisninger om, at vores tanker er sande.  Ligesom den måde vores opmærksomhed fungerer på, og vores evner til at stoppe op og træde ud af automatiske reaktioner i krop og sind også er fundamentet i mindfulness.

Når hverdagen suser forbi med et tætpakket program, og der knap er tid til at stoppe op, kan vores krop reagere, og vi kan komme til at tænke ikke-konstruktive tanker. Det kan betyde, at det vi tænker, bliver til sandheden. Vi kan overbevise os selv om, at tanker som: 'Jeg når det ikke' eller 'Jeg kan da heller ikke gør det godt nok' er sandt, og dermed kan ende med at blive det, der stresser os i hverdagen. Når vi er stresset, vil vi på sigt få reaktioner på krop og sind og have svært ved at slappe af i kroppen og svært ved at falde i søvn og dermed regenerere.

Når du praktiserer mindfulness, kan du til enhver tid vende tilbage og mærke dit åndedræt, eller ved ubehag træde helt ud af øvelsen.

Mindfulness kan ikke erstatte behandling men kan i samråd med den behandlende læge bruges som supplement til behandling.

Tekst og lydfiler er udarbejdet af Birthe Moksha, der underviser i MBSR og er formand for Mindfulnessforeningen Danmark. Birthe er uddannet ved ”Center for Mindfulness” ved Universitetet i Massachusetts UMASS og har desuden en uddannelse som Psykoterapeut MPF og sygeplejerske.