Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / Om biblioteket / Nyheder / Rie takker af efter knap 55 år i statens tjeneste
Navigation
 

Rie takker af efter knap 55 år i statens tjeneste

Udgivet 30. august 2017

J.F. Kennedy var stadig præsident i USA, og Sean Connery havde debut som James Bond. Der var stadig et stykke tid til både den første månelanding og ungdomsoprøret. Det er nu snart 55 år siden - i kalenderen stod der 15. oktober 1962 - at Annemarie Eskerod havde første arbejdsdag på det daværende Statsbiblioteket.

Annemarie Eskerod, der fylder 75 i september, har haft et langt og aktivt arbejdsliv – også de seneste år. En almindelig hverdag byder på vejledning af ph.d.-studerende og kurser for studerende og ansatte ved hovedområdet Arts på Aarhus Universitet. Annemarie Eskerod har altid været på forkant med udviklingen på biblioteksområdet, herunder de senere års digitalisering af materialesamlinger.

Annemarie Eskerod begyndte som bibliotekarelev i Publikumsafdelingen i Statsbibliotekets daværende bygning på Vester Allé. I afdelingen modtog hun og de øvrige kolleger bestillinger på bøger og tidsskrifter fra folkebiblioteker og udenbys lånere, såkaldte ønskebreve. Et halvt år senere, i foråret 1963, drog Annemarie og kollegerne op ad bakken til det nyindrettede bogtårn og øvrige biblioteksbygninger, hvor hun har arbejdet siden.

Annemarie Eskerod var daglig leder af den daværende Humanistiske fagsal fra 1994 til 2005. Siden har hun været ansat i Statsbibliotekets Studie- og forskningsservice. I 2002 blev det også til en hovedfagseksamen i italiensk på Aarhus Universitet, og hun har været fagreferent og specialist inden for dette område samt for lingvistik, klassisk filologi og spansk kultur.

I 2002 blev Annemarie Eskerod også tildelt fortjenstmedaljen i sølv i forbindelse med sit 40-års jubilæum. I 2012 kunne Annemarie så markere 50 år i statens tjeneste, men valgte i stedet for pensionen at fortsætte sit arbejdsliv. Fru Eskerod mener selv, at diverse omorganiseringer og ændrede arbejdsopgaver i form af udviklingen på it-området har gjort, at hun føler hun har arbejdet mange forskellige steder, selv hun er forblevet på samme bibliotek.

Statsbibliotekets fusion med Det Kongelige Bibliotek 1. januar i år gør, at Annemarie Eskerod, der i øvrigt aldrig kaldes andet end Rie, i hvert fald på papiret nåede at arbejde for endnu et tjenestested.

Tillykke til Annemarie og tak for indsatsen!