Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / Om biblioteket / Nyheder / Klar, parat, start - digitalisering af 32 mio. avissider i gang
Navigation
 

Klar, parat, start - digitalisering af 32 mio. avissider i gang

Udgivet 4. september 2013

Statsbiblioteket har netop skrevet kontrakt med det indiske firma Ninestars Information Technologies om digitalisering af 32 millioner avissider fra mikrofilm. Med underskriften har projektet nået en af sine hidtil største milepæle, som også betyder, at digitaliseringshjulene kan begynde at rulle.

Digitaliseringen af de 32 millioner sider planlægges gennemført i perioden 2013-16, og når processen for alvor er i gang, får Statsbiblioteket leveret 50.000 avissider om dagen. Derudover bliver der leveret yderligere fire-fem filer pr. avissider, som bl.a. indeholder informationer, der skal bruges til digital langtidsbevaring af filerne. Dvs. at der dagligt vil rulle ca. 250.000-300.000 filer ind i Statsbibliotekets it-systemer til bevaring, tilgængeliggørelse og formidling.

De mange avissider digitaliseres i bevaringsøjemed, men efter planen stilles de digitaliserede filer også til rådighed for offentligheden på de tre pligtafleveringsinstitutioner – Statsbiblioteket, Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Filminstitut. Det kommer dog tidligst til at ske i løbet af 2014, hvor de første avissider bliver tilgængelige online. Aviser, der er udenfor ophavsmæssige begrænsninger, kan alle brugere få fri adgang til, mens alle øvrige titler kræver, at man møder op på pligtafleveringsinstitutionernes adresser.