Ny IT-strategi for Statsbiblioteket
25. februar 2011
Statsbiblioteket har netop fornyet sin mission, vision og overordnede strategi for årene 2011-14. I den forbindelse er der også udarbejdet en IT-strategi.
Statsbiblioteket stiller store krav til IT, og vi løfter denne opgave ved at fokusere på tre hovedspor:
- IT til digitalbevaring
- Informationsforsyning til alle brugere
- Digital forvaltning
IT til digital bevaring
Området er snævert i sin natur og Statsbiblioteket er en stor aktør. Vores digitale samlinger er landets største, og vi har væsentlige kompetencer på hele området. Værktøjerne på området er præget af Open Source og internationalt samarbejde, og mængden af kommercielle løsninger er begrænsede, men i et stigende udbud. Det er strategien at forsvare og udbygge en ledende position i Danmark over hele produktområdet.
Informationsforsyning til alle brugere
Hovedsporet dækker det traditionelle biblioteksområde med understøttelse af alle brugeres adgang til relevante materialer såvel fysiske som elektroniske. Aktiviteterne skal understøtte Statsbibliotekets hovedopgaver med betjeningen af Aarhus Universitet som den vigtigste.
Digital forvaltning
Området dækker over såvel de interne systemer, som støtter medarbejdernes daglige arbejdsfunktioner, som de systemer brugerne betjener sig af ved bestilling og afhentning af materiale mv. Der er tale om en lang række produkter. I nogle tilfælde vil der være tale om generelle løsninger, hvor vi anvender muligheder stillet til rådighed via de statslige organer som Økonomistyrelsen og Kulturministeriet selv. Strategien er, at vi anvender sådanne generelle administrative værktøjer i videst mulig omfang og som de foreligger.
- Se hele IT-strategien (pdf)
