Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / Om biblioteket / Projekter / Lydarkiv for radiomedier – LARM
Navigation
 

Lydarkiv for radiomedier – LARM

Projektet LARM er et tværvidenskabeligt forskningsprojekt, der skal opbygge et nyskabende audio research archive. Det vil sige et digitaliseret radio- og lydarkiv, hvor lydkilder bliver anvendelige for videre forskning og studier, som kan give ny indsigt i den danske kulturarv.

Deltagerne i projektet er forskellige forsknings- og kulturinstitutioner bl.a. de fleste af landets universiteter, Danmarks Radio, Forskningsnettet og Statsbiblioteket. Projektet vil gøre det muligt at dele og søge i den auditive kulturarv for radio- og lydmedier via et digitalt og online lydarkiv. Statsbiblioteket, som både opbevarer Statens Mediesamling og har ekspertise i digitalisering af den audiovisuelle kulturarv, bidrager med at skabe en national bibliografi for radiomedier, cleare copyright og opbygge/udvikle infrastrukturen til lydarkivet.

Udfordring

Mange danske radiokilder ligger hen i glemsel.For det første ved vi ikke, hvad der præcist er på mange af kilderne. Det tager tid at finde ud af, hvad lydkilderne rummer, fordi der pt. ikke er en kobling i den ældre del af samlingen mellem lyden og oplysninger om, hvad der blev sendt i radioen og hvornår.

For det andet er mange lydkilder analoge og skal digitaliseres, inden de kan benyttes.

For det tredje spiller loven om ophavsret ind – hidtil har der kun eksisteret en aftale om, at forskere og studerende ved de videregående uddannelser må låne radiooptagelser på cd/dvd.

Samlet set betyder det, at det er svært at få hurtig adgang til den radiofoniske kulturarv. Ikke desto mindre er radiomediet en vigtig kilde til bl.a. at forstå og undersøge udviklingen i Danmark, hvilken rolle Danmarks Radio har spillet, hvordan man har talt, hvordan man har udformet og prioriteret nyheder, og hvordan f.eks. 2. verdenskrig har påvirket det offentlige lydrum.

Med dette udgangspunkt vil Statsbiblioteket bidrage til udvikling af en platfom, en forskningsinfrastruktur, som dels skal give online adgang for forskere til at lytte til digitaliseret, streamet radio, dels skal platformen give forskere mulighed for at arbejde med forskellige former for metadatering.

Vores rolle/opgaver

Statsbiblioteket deltager i 3 arbejdspakker i projektet LARM:

  • Copyright (clearing af rettigheder)
  • Teknologi (udvikling af et digitalt lydarkiv/infrastruktur)
  • Udvikling af en national bibliografi for radioen (digitalisering af de trykte programoversigter, som DR har udarbejdet siden 1925, og som blev sendt ud til aviser, ugeblade mm.)

Om projektet

LARM har modtaget 25 mio. fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen til projektet. Projektet løber fra 2010-2013, og det ledes af rektor Ib Poulsen fra Roskilde Universitetscenter, og institutleder Marianne Ping Huang, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

Danmarks Radio, Forskningsnettet, Statsbiblioteket, Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, Kolding Designskole og Danmarks Biblioteksskole deltager i LARM.

Læs om mission, vision, strategi

Læs mere om vores mission, vision og strategi

Vi er med i

Det Kgl. Bibliotek er med i