Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / 100 nye lektiecaféer er etableret
For biblioteker
Navigation
 

100 nye lektiecaféer er etableret

Udgivet 1. juli 2009

Af Lone Bak Nielsen

Først var der kun et par stykker – nu er der over 100. Lektiecaféerne er piblet frem, siden Lektiehjælpspuljen i efteråret 2006 blev lanceret. I foråret 2009 begyndte også skolebibliotekerne at vise interesse for puljen, og nu er det samlede tal på over 100 lektiecaféer.

Men succesen behøver ikke slutte her. Alle biblioteker har nemlig mulighed for at søge ekstra midler til at udvide deres café, op til 50.000 kr. Den portion penge kan bruges til eksempelvis at etablere lektiehjælp for voksne, hvor unge og voksne kan få hjælp til selvhjælp i forbindelse med jobsøgning, breve fra kommunen osv. Gode eksempler på lektiehjælp for voksne findes på blandt andre Sundby Bibliotek, Herning Bibliotek og Aalborg Bibliotek. Andre muligheder for udvidelser af lektiecaféen kan være sprogstimulering for de mindste eller særlige tiltag målrettet piger/kvinder. Se mange flere forslag til, hvordan en lektiecafé kan udvides.

Der er stadig penge at søge

Et bibliotek kan søge 30.000 kr. til at etablere en lektiecafé eller 50.000 kr. til at udvide en eksisterende. Pengene uddeles efter ’først til mølle’, dog senest 30. november 2009.

Hvorfor etablere en lektiecafé?

Langt de fleste biblioteker oplever, at lektiecaféerne giver merværdi til biblioteket. Eksempelvis på Ikast-Brande Bibliotek, hvor de i slutningen af 2008 etablerede deres første lektiecafé. Det er gået så godt, at de nu planlægger at åbne en café i endnu en filial. ”Vi er glade for vores lektiecafé på Ikast-Brande Bibliotek. Det er rigtig dejligt at se det tætte forhold, som børnene og lektiehjælperne har fået til hinanden. Desuden giver lektiecaféen os en god omtale i aviserne,” fortæller Lisbeth Bjørn Hansen.

Læs mere på www.statsbiblioteket.dk/lektiecafe