Besøg Statsbibliotekets stand på DB’s årsmøde 2011
af Aynur Kekec
Statsbiblioteket er udstillende firma ved Danmarks Biblioteksforenings Årsmøde 2011 og samtidigt blandt de tre udvalgte udstillere, som har fået taletid i årsmøde på Kulturværftet i Helsingør.
Resume af oplæg
På nettet kan vi besøge alverdens feriesteder, hvilket har medført en eksplosion i vores fysiske rejsemønster. Spørgsmålet er så: Vil det gå bibliotekerne på samme måde? I takt med, at der udvikles nye forretningsmodeller (for at imødekomme nye markeds- og brugerkrav), skal bibliotekskonceptet og hele sektorens udviklingsaktiviteter gentænkes.
Områdedirektør Flemming Munch vil i sit oplæg komme med bud på, hvilke aktuelle udfordringer og muligheder Statsbiblioteket har for at bidrage til folkebibliotekernes udvikling i vidensamfundet, herunder til danskernes digitale biblioteker.
Ud over at anskaffe og udlåne fysiske og elektroniske materialer deltager Statsbiblioteket i såvel nationale som internationale udviklingsprojekter og en række konsortier, der udvikler og driver en lang række services.
Flemming Munch tager i sit oplæg udgangspunkt i følgende spørgsmål:
- Hvordan kan døgnåben selvbetjening og digitaliserede aviser få de 35 procent af befolkningen, som p.t. fravælger folkebibliotekerne, til at blive storkunder?
- Hvordan vil digitalisering af kulturarv og direkte levering af tidsskriftartikler via e-mail, få endnu flere til at benytte biblioteket som fysisk rum?
- Hvordan kan nytænkning og nyindretning af det fysiske rum inspirere flere til at bruge bibliotekernes digitale services – og omvendt?
- Hvordan opnår vi effektiv forhandling og formidling af licensaftaler til sikring af bibliotekernes muligheder for at levere interessante events og styrke deres rolle som kultursteder til den rigtige pris?
- Hvordan kan et projekt som ’Lektier Online’ styrke udviklingen af digitale læringssted?
Besøg Statsbibliotekets stand nr. 10-11 og hør mere om vores services og tilbud.