Bliv en del af BibZooms markedsføringsgruppe
Af Heidi Reidel Sørensen
Undrer du dig over, hvorfor papfiguren ikke var af plastik, eller at vi laver foldere i stedet for plakater? Sprudler du af ideer til virale kampagner, eller har du en masse kontakter i musikverdenen, du brænder for at udnytte? Måske du bare gerne vil have indflydelse på fremtidens digitale bibliotekstjenester? Så er der nu mulighed for maksimal indflydelse ved at tage plads i BibZooms markedsføringsgruppe.
Som det står i BibZooms strategi er markedsføringsgruppen etableret for at involvere og forankre medarbejdere fra andre aftagerbiblioteker i aktiviteterne, og på grund af omstruktureringer på nogle biblioteker søger BibZoom nu nye medlemmer af markedsføringsgruppen.
Markedsføringsgruppen består af repræsentanter fra seks biblioteker og en repræsentant fra World. Gruppen mødes en gang i kvartalet, hvor vi sammen snakker om BibZooms udvikling og markedsføring, evaluerer på indsatsen og laver indstillinger til ledelsesgruppen omkring kommende aktiviteter. Markedsføringsgruppen bidrager med vigtig indsigt i brugernes adfærd på bibliotekerne og er en uvurderlig ”finger i jorden” i nærmiljøerne.
Hvis du eller dit bibliotek har mod på at være med, så send straks en mail til support@bibzoom.dk. Vi foretrækker en repræsentant som til dagligt beskæftiger sig med BibZoom, men vi stiller ingen krav til størrelse eller placering af biblioteket. Arbejdet i markedsføringsgruppen er ulønnet, men du og dit bibliotek er til gengæld sikret maksimal indflydelse på BibZooms ansigt udadtil.