Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Kun en uge endnu - deadline for Newcomer-tovholdere nærmer sig
For biblioteker
Navigation
 

Kun en uge endnu - deadline for Newcomer-tovholdere nærmer sig

Udgivet 28. april 2010

frise sbci

Af Elisabeth Moltke

Den 6. maj er der deadline for ansøgning om at blive regionalt tovholderbibliotek på Projekt Newcomers. Alle folkebiblioteker inviteres til at søge og dermed være med til at sætte deres præg på udviklingen af services til en ny og udfordrende målgruppe. Find og udfyld den elektroniske ansøgning på vores hjemmeside.

Vær med fra starten

Kom på forkant og få erfaring med en spændende målgruppe i tæt samarbejde med SBCI, Greve Bibliotek og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). Vi garanterer en spændende og lærerig projektperiode med høj grad af fælles vidensdeling, service- og kompetenceudvikling overfor en vigtig og udfordrende målgruppe - Newcomers, Danmarks nye arbejdsmigranter.

En spændende målgruppe: Tyskere, indere, polakker…

Newcomers er en anden type kunder end dem, traditionelle integrationstilbud retter sig mod. Som en central del af projektet er SBCI løbende i gang med at afdække målgruppen og udvikle profiler for Newcomers i Danmark. Allerede nu tegner der sig et klart billede af, at der er tale om en stor og sprogligt meget interessant gruppe. De nationaliteter, der udgør den største gruppe i vores primære målgruppe inden for erhverv er indere, kinesere, amerikanere, polakker, ukrainere, litauere, rumænere og tyskere. 

Kom på forkant

Som regional tovholder er I med til at skabe regionale netværk mellem biblioteker og relevante Newcomer-organisationer, kommunale instanser, NGO’er m.m. Vi vil i særlig grad bistå med faglig sparring, udvikling af relevante Newcomer-services og markedsføring af bibliotekerne, der hvor Newcomers er. Vi skal med andre ord ud og have fat i en udfordrende målgruppe og sætte folkebiblioteket på landkortet som en uomgængelig institution for arbejdsmigranter og deres familier i Danmark!

Søg nu

Projektet løber fra 1. april 2010 til 31. december 2011, og tovholderbibliotekerne får hver et tilskud på 42.000 kr. til delvis dækning af løn i hele projektperioden. Deadline for ansøgning til at blive regional tovholder er torsdag den 6. maj, så skynd jer ind på vores hjemmeside: http://www.statsbiblioteket.dk/sbci, hvor I kan læse mere om projektet og udfylde ansøgningen.

Kontaktoplysninger

For eventuelle spørgsmål kan I kontakte projektleder Elisabeth Moltke på emo@statsbiblioteket.dk eller pr. telefon 44 73 46 26.