Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Finfo.dk lukker endeligt ved udgangen af 2012
For biblioteker
Navigation
 

Finfo.dk lukker endeligt ved udgangen af 2012

17. december 2012

Af Kirsten Christensen

Idéen til FINFO opstod i midten af halvfemserne blandt ildsjæle i bibliotekssektoren, der ønskede at give sproglige mindretal i Danmark samme muligheder for adgang til informationer om Danmark, som dansktalende borgere får.

Portalen blev lanceret i slutningen af 1990’erne som den første portal, der samlede informationer på nationalt og kommunalt niveau og fik informationerne oversat til flere sprog - den gang til 13 sprog. På grund af kommunalreformen, der reducerede antallet af kommuner, blev finfo.dk i 2008 relanceret i et nyt design på 11 sprog, der senere blev reduceret til 9 sprog.
Statsbibliotekets BiblioteksCenter for Integration har stået for indsamling af oplysninger til den nationale del af finfo.dk og de kommunale biblioteker har stået for de kommunale oplysninger.

Projektet har igennem sin lange levetid været både ambitiøst og banebrydende på mange måder, og særligt den komplekse struktur med et nationalt hovedsite og lokale redaktører på det kommunale plan, har været helt unikt.

Det har krævet mange ressourcer at vedligeholde et så stort site på mange sprog, og med omfattende lokale nedskæringer på integrationsområdet, har det særligt været svært for bibliotekerne at finde ressourcer til at opdatere og oversætte lokalt indhold. Derfor besluttede Statsbiblioteket i 2010 på sigt at lukke sitet, og der er ikke blevet opdateret på den nationale del siden december 2011.

Vi takker alle de kommunale redaktører for deres engagerede indsats gennem årene, og håber på, at engagementet kan bruges på at skabe nye digitale tjenester til målgruppen. På Bibzoom World kan man allerede nu opleve musik og film på en lang række sprog, og finde hundredvis af boganbefalinger med forsider og link til bestilling på bibliotek.dk. Biblioteker, der har lyst til at bidrage med formidling, anmeldelser eller artikler til Bibzoom World kan skrive til worldred@bibzoom.dk.