Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Fremtidens biblioteker arbejder aktivt i netværk
For biblioteker
Navigation
 

Fremtidens biblioteker arbejder aktivt i netværk

Udgivet 7. oktober 2009
Fremtidens biblioteker arbejder aktivt i netværk

Lokal forankring, innovativ formidling og netværkssamarbejde var blandt emnerne i dialogmødernes workshops.

Af Elisabeth Moltke

Fremtidens biblioteker arbejder i netværk. Sådan lød én af hovedkonklusionerne ved SBCIs dialogmøder i København og Århus i sidste uge, hvor 55 repræsentanter fra folkebibliotekerne var samlede for at lade sig inspirere og diskutere udfordringer og nye ideer til formidling af fremmedsproget materiale på bibliotekerne.


Ungdommens kulturvaner

Inspirationen blev leveret af mellemøstforskerne Jørgen Bæk Simonsen og Michael Irving Jensens levende fortællinger om mellemøstlige og arabiske identiteter og ungdomskulturer samt formidling af mellemøstlig kunst og litteratur i Danmark. Begge forskere understregede ungdommens afgørende betydning for de trends og traditioner, der i dag udvikles i mellemøsten. Dette betyder, at bibliotekernes betjening af disse grupper i mange henseender må tage højde for netop ungdommens kulturvaner - eksempelvis den store interesse for blogs, sms, internet, musikvideoer og andre visuelle medier. Som Jørgen Bæk Simonsen udtrykte det, ”vi er i en kontekst, hvor alt er i bevægelse - både ude og hjemme”.

”1 time på gaden giver megen pote”

Lokal forankring, innovativ formidling og netværksarbejde var kodeordene for diskussionerne i de efterfølgende workshops. Her gav Nicola fra SBCI en kort præsentation af depoter, nyeste materialer og initiativer, og udvalgte biblioteker bidrog med erfaringer, opråb og kreative ideer. I både Købehavn og Århus var der gode erfaringer med at gøre biblioteket synligt udenfor de fysiske rammer - det være sig opsøgende arbejde og interviews med folk på gaden eller at møde op og reklamere for biblioteket ved lokale arrangementer (forældremøder, mødregrupper, kulturarrangementer, sprogcentre med mere).

Samtidig blev det af deltagerne såvel som oplægsholderne fremhævet, at det også er vigtigt at hive det lokale inden døre - at invitere lokale etniske kunstnere til at udstille på bibliotekerne og formidle nye titler med visuelle virkemidler - kunst, videoinstallationer eller fotografier.

Idéer på stribe

De mange gode workshop-diskussioner resulterede i en række gode konkrete input fra deltagerne omkring blandt andet anskaffelse af fælles licenser inden for danskundervisning, sammensætning af internationale bogsamlinger, samarbejde med sprogskolerne og skolebibliotekerne, udvikling af lydbogsmateriale på fx. arabisk, integration på biblioteket, indkøb af materialer og udvikling af internetbaserede kurser og programmer med mere.

SBCI vil i den kommende tid se nærmere på de mange inspirerende input, og vi hilser samtidig alle, der har lyst til at sende opfølgende mails med flere ideer og kommentarer, meget velkomne.