Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Korsør har fået sin avis tilbage – Bibliotekspolitisk Topmøde 2017
For biblioteker
Navigation
 

Korsør har fået sin avis tilbage – Bibliotekspolitisk Topmøde 2017

 

Korsør dannede de sidste dage i marts rammen om Bibliotekspolitisk Topmøde (Danmarks Biblioteksforenings Årsmøde), og med henved 500 biblioteksfolk og politikere samlet på ét sted var det oplagt at fremhæve Det Kgl. Biblioteks rolle som national serviceudbyder for biblioteker og borgere. Med en centralt placeret messestand præsenterede vi et udbud af de mange services og tjenester, som støtter og servicerer folkebibliotekerne i deres services til landets borger.

Messestanden bød blandt andet på Verdensbiblioteket, Danmarks Breve, Dansk Vestindien, Mediestream og meget andet, men som noget særligt også overdragelsen af 102 årgange af Korsør Avis.

Med topmødet placeret i Korsør var det oplagt at synliggøre, at netop Korsør Avis, sammen med hundreder af andre historiske originalaviser nu er på vej ”hjem” til deres geografiske udgangspunkt. Vi benyttede derfor lejligheden til en overdragelse af Korsør Avis til borgerne i Korsør og Slagelse Kommune. Efter den symbolske overdragelse følger hele 102 årgange af avisen, på samme måde som mange hylde-kilometer originalaviser nu finder vej tilbage til deres udgivelsessteder over Danmark.

Overdragelsen sker som en positiv konsekvens af overgangen til digitale sikkerhedskopier af de historiske aviser. I takt med at hundreder af avistitler og millioner af avissider digitaliseres, frigives det ene af de to fysiske eksemplarer, og dette eksemplar overdrages til interesserede institutioner.

Overdragelsen af det første bind Af Korsør Avis fra 1855, fandt sted på Danmarks Biblioteksforenings Årsmøde. Nu er Korsør avis kommet hjem og vil blive opbevaret og tilgængeliggjort i Korsør Lokalhistoriske Arkiv

På billederne ses Kulturudvalgsformand ved fra Slagelse kommune Troels Christensen med første årgang af Korsør Avis, mens Morten Hass Augustesen, kulturudvalgsmedlem (også ved Slagelse Kommune) følger seancen. Projektleder fra Det Kgl. Bibliotek, Aarhus Karen Williams foretager overrækkelsen.

De overdragede årgange af Korsør Avis kan besøges på Korsør Lokalhistoriske Arkiv, Søbatteriet 11. Her er der åbent onsdag 10-14 og torsdage 14-17.

Det Kgl. Biblioteks messestand ved Danmarks Biblioteksforenings Årsmøde 2017.