Kulturel invasion med Del din stemme
Af Susanne Bodil Hodges
Den 22. november bliver Statsbiblioteket, BiblioteksCenter for Integration invaderet af frivillige kulturanmeldere. Projekt Del din stemme holder infomøde og det tegner til at blive en global begivenhed.
Send én du kender med til infomøde
Der er deadline for tilmelding til infomødet den 20. november, og hvis du kender nogen, som har en anmelder i maven så hiv fat i dem og få dem til at tilmelde sig. Tilmelding sker ved at sende en mail til Susanne Bodil Hodges sbh (a) statsbiblioteket.dk.
Mødet afholdes den 22. november kl. 17.00-18.00.
Statsbiblioteket, BiblioteksCenter for Integration
Overgaden Oven Vandet 58A, 3.sal
1415 København K
Det bliver en global gæsteliste
Infomødet, der er den første af sin slags, er åbent for alle, der er interesserede i at blive frivillige anmeldere. Mødets globale tendenser er naturligvis hæftet an på de materialer fra mange forskellige lande, som de frivillige skal anmelde. Og Del din stemme favner bredt. Arabisk, persisk, tyrkisk og somali er de primære sprog, der skal formidles om. Men projektet har også mulighed for at inkludere mange flere sprog. Og deltagerlisten til infomødet er et dejligt mix af folk med forskellige sproglige baggrunde.
Alle kan være med
Det handler om at få alle med, og derfor er det muligt at anmelde på forskellige sprog i Del din stemme. Er man ny i Danmark - og ikke mindst nybegynder ud i det danske sprog - kan man vælge at anmelde på sit modersmål. Det er også muligt at anmelde via videoklip eller podcast.
- Læs mere om projektet og om hvordan du kan hjælpe til (link udløbet)
- Læs mere om Del din stemme i For Biblioteker
- Læs det første bidrag fra anmelderkorpset (link udløbet)
Projektet løber af stablen til og med april 2013 og har modtaget støtte af Kulturstyrelsen, Center for Bibliotek, Medier og Digitaliserings udviklingspulje.