Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Mediestream-webinar blev et tilløbsstykke
For biblioteker
Navigation
 

Mediestream-webinar blev et tilløbsstykke

Udgivet 7. maj 2018

Mere end 100 biblioteksmedarbejdere deltog, da Henrik Smith-Sivertsen med webinaret ”Guldgraverkursus” blotlagde de mange informationsskatte, der ligger begravet i Mediestream Folkebibliotek. Webinaret bestod i en times rundtur, hvor vi kom godt omkring indhold, målgrupper, søgestrategier, eksempler på brug og en bunke andre tips til, hvordan man (eksempelvis) formidler et 12-tal i historie eller finder frem til, hvornår danske terrorister blev til frihedskæmpere. Under webinaret var der mulighed for at stille uddybende spørgsmål via chat.

Det Kgl. Bibliotek har gennem længer tid fået forespørgsler fra biblioteksmedarbejdere med lyst til en lidt grundigere tilgang til Mediestream end den, som vores informationer fra supportwebsitet og selve Mediestream stiller til rådighed. Med webinaret kan vi opfylde ønsket på en uformel og effektiv måde og endda publicere optagelserne på andres platforme (Centralbibliotek.dk eksempelvis)

Guldgraverkursus genudsendelse
Guldgraverkurset ”version 1.0” var Mediestreams debut i webinar-genren, og det satte  desværre spor i den tekniske udførsel. Lydkvaliteten var ganske ringe, faktisk så ringe, at vi ikke publicerer optagelsen af webinaret, men derimod satser på at gentage Guldgraverkurset meget snart. Præcist hvornår, annoncerer vi på Centralbibliotek.dk, i dette nyhedsbrev og som mails til alle deltagere i første udgave af webinaret. Vi satser på en strammere model og, især, en bedre lydoplevelse.

Mediestream Folkebibliotek tilbydes i dag til 4,6 mio. danskere fordelt i 76 kommuner. Tjenesten har været tilgængelig siden september 2017.
Gennem Mediestream Folkebibliotek kan du søge på tværs af 6,5 mio. danske avissider fordelt på 67 forskellige titler. Mediestream Folkebibliotek er en abonnementstjeneste fra Det Kgl Bibliotek.
Læs mere >>

Henrik Smith-Sivertsen er forskningsbibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek og har siden 2004 forsket i dansk populærmusikhistorie. Han har siden 2015 brugt Mediestream dagligt. Henrik har undervist og vejledt i Mediestream og andre digitale arkiver i en årrække og kender de forskellige målgrupper og deres forskellige behov.