Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Ny bog om Danmarks første lydoptagelser
For biblioteker
Navigation
 

Ny bog om Danmarks første lydoptagelser

Udgivet 1. februar 2018

Det Kgl. Biblioteks samlinger ligger inde med Danmarks første lydoptagelser. Oprindeligt lå optagelserne på 115 såkaldte Rubenvalser, men gennem en lang og kompleks proces er lyden fra valserne blevet omsat til digital form og er nu tilgængelig for alle. Det er der udkommet en bog om: ”Danmarks første lydoptagelser”.

Her kan du læse om den perlerække af førende danske scenekunstnere, som optræder i optagelserne samt om de brudstykker af den danske kulturarv de fremfører. Bogen beskriver desuden det datidige vidunder fonografen opfundet af Thomas Edison, opfindelsens vej til et dansk publikum samt den møjsommelige proces med at få transformeret rubenvalsernes riller til digital lyd.

Den trykte udgave samt e-udgaven af ”Danmarks første lydoptagelser” kan erhverves hos udgiveren Aarhus Universitetsforlag >>

Med bogen følger to cd’er med de originale optagelser, som du dog også kan lytte til på Det Kgl. Biblioteks hjemmeside her >>

Læs historien i Mediestream
Edisons fonograf gjorde sit indtog i København i 1889, indført af den danske generalkonsul for Portugal, Gottfried Ruben. Blandt de første til at opleve fonografen var en vendsysselsk redaktør ved navn Vilhelm Carlsen. Han var valfartet hele vejen fra Hjørring i Nordjylland for at opleve lydmiraklet, som han senere på skrift døbte ”talemaskinen”. Sammen med udvalgte repræsentanter for den indenlandske presse hørte han for første gang optaget lyd afspillet.

Redaktør Carlsen hastede hjem til Hjørring, hvor han nedfældede sine oplevelser i en artikel i Vendsyssel Tidende. Hans skriverier måtte dog tage til takke med en placering på side 2 under ”lokalt”. Forsiden var helliget vigtigere emner, såsom ”Landbodelegeretmøde i Aarhus” og ”Danske præmietagere i Paris”. Sidstnævnte om ærefulde udnævnelser af danskere ved Verdensudstillingen i Paris, under et nybygget Eiffeltårns vartegn. Du kan læse Vilhelms artikel i Mediestream. Side 2. Vendsyssel Tidende. 4. oktober 1889 >>

Skuespillerinde ved Det Kgl. Teater Louise Phister giver den gas som Else Skolemester i Barselsstuen af Holberg. Hør nr. 23 på Det kgl Biblioteks hjemmeside. (Else skolemesters kompliment, replik fra Barselstuen)