Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Over 100 deltagere til temadage om lektiecaféer
For biblioteker
Navigation
 

Over 100 deltagere til temadage om lektiecaféer

Udgivet 2. april 2009

Af Lone Bak Nielsen

Hvordan kan jeg søge lektiehjælpspuljen? Hvordan markedsfører jeg mit biblioteks lektiecafé? Og hvordan koordinerer jeg samarbejdet med de frivillige lektiehjælpere?
 
Det var nogle af de spørgsmål, som deltagerne på temadagene ”Lektiecaféer – Udfordringer og Fremtid” fik svar på, onsdag d. 18. marts på Farum Bibliotek og mandag d. 23. marts på Kolding Bibliotek.

Med 44 deltagere i Kolding og 62 i Farum var der en stor interesse for temadagene. Begge dage bød på en række spændende oplæg og engagerede deltagere, der kom fra både biblioteker, skolebiblioteker og NGO’er.

Lektiehjælpspuljen har indtil nu resulteret i over 80 igangsatte lektiecafé-projekter. Projekt Lektiecafé afsluttes i løbet af 2009, så det er nu ved at være sidste chance for at søge puljen, der kan søges både til at etablere en café eller udvide en eksisterende.

Temadagene bød derfor også på oplæg fra Styrelsen for Bibliotek og Medier, der fortalte om, hvordan pengene kan søges.

 www.bibliotekogmedier.dk/tilskud/tilskud-og-puljer-biblioteker/lektiehjaelpspuljen/

Lektiecaféer hjælper børn med at tage en uddannelse

Lektiecaféer bringer ikke kun nyt liv på biblioteket – de gør også en stor forskel for de børn, der bruger dem. Det kom frem under temadagenes oplæg fra to brugere af en lektiecafé, Bircan og Khatera fra Integrationsministeriets projekt ”Brug for alle Unge”. I Kolding fortalte 22-årige Khatera Nouri, hvordan det har været at ankomme til Danmark som flygtning fra Afghanistan. Hun er i dag i gang med at tage en uddannelse på HTX i Kolding og er utrolig glad for den lokale lektiecafé, der hjælper hende godt på vej med lektierne. I Farum fortalte 30-årige Bircan Eker om, hvordan hun på en lektiecafé i Århus fik den hjælp, hun ikke havde mulighed for at få derhjemme. Lektiecaféen gjorde også en stor forskel for hendes forældre, der i kraft af, at de ikke selv havde haft mulighed for at tage en uddannelse, havde store ambitioner for deres datter. I dag har Bircan Eker en kandidatgrad i politik og administration og arbejder som fuldmægtig i Beskæftigelsesministeriet.

Bibliotekets ildsjæle: "Det er det hele værd..."

Dagens andre oplæg blev leveret af en række ildsjæle fra en håndfuld af landets lektiecaféer. Der blev her delt gavmildt ud af erfaringer med etablering og udvidelse af caféer, markedsføring, PR, og samarbejde med frivillige. Et fælles budskab fra oplægsholderne var, at lektiecaféerne kræver tid og kræfter at sætte i gang og markedsføre, men når biblioteket uge efter uge får besøg af glade børn, er det hele arbejdet værd. Desuden er der hjælp at hente hos projektleder Lone Bak Nielsen, der vejleder om alt fra ansøgning og markedsføring til drift af caféen.

Mere information om lektiehjælpspuljen

• www.statsbiblioteket.dk/lektiecafe – her kan man også finde oplægsholdernes præsentationer fra temadagene. Alle deltagere på temadagen fik desuden en mappe med hjem med konkrete værktøjer til arbejdet med lektiecaféerne, og den ligger også på hjemmesiden.
• Furesø Avis’ reportage om temadagen i Farum: http://furesoe.lokalavisen.dk/article/20090318/ARTIKLER/198703323