Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / På jagt efter (kultur) skatte i Kairo
For biblioteker
Navigation
 

På jagt efter (kultur) skatte i Kairo

Udgivet 8. juni

Kairo

Af Eva Fahnøe Buch

Som det tidligere har været meddelt i nyhedsbrevet For Biblioteker, blev den store, årlige bogmesse i Kairo aflyst på grund af 25.-Januar-revolutionen og de uroligheder, der fulgte med. Det har givet BiblioteksCenter for Integration særlige udfordringer med hensyn til at få indkøbt de ønskede arabiske materialer. Disse indkøb har igennem mange år for en stor dels vedkommende fundet sted på bogmessen.

På et tidspunkt tydede det på, at arrangørerne ville forsøge at afvikle messen i maj måned, men disse planer blev hurtigt skrinlagt. Med stor hjælp fra vores samarbejdspartnere blev det i stedet arrangeret, at jeg selv og vores arabiske konsulent skulle rejse til Kairo, og så ville de være behjælpelige med at sammensætte et program, hvor vi besøgte dels forlag og boghandlere samt musik- og film forhandlere. 

På farten i Kairo
Det var med nogen spænding, vi tog af sted. Ville der stadig være uroligheder? Kunne vi skaffe tilstrækkeligt med titler? Kunne vi få nok variation i materialevalget i forhold til på bogmessen? Heldigvis gik det over al forventning, og det lykkedes, at få indkøbt et stort antal titler i det ønskede antal eksemplarer. Rent praktisk var det en mere besværlig proces i forhold til bogmessen, da det tager lang tid at komme omkring i byen på grund af den voldsomme trafik, der konstant går i hårdknude.

Kairo

Vi havde forventet, at vi kun ville kunne få bøger fra egyptiske forlag, men det viste sig at vi fik mulighed for at vælge fra en bred sammensætning af udgivelser fra andre arabisktalende lande også. Vi købte bl.a. romaner af vinderne af den arabiske Booker-pris. Som noget nyt har vi af indkøbt udvalgte romaner i et større antal så de kan anvendes i forbindelse med læseklubber.               

Vores jagt efter lydbøger var dog ikke succesfuld. Vi spurgte alle steder efter lydbogsudgivelser, men der ingen af forhandlerne der havde nogen. Til gengæld har vi fået tilladelse til selv at producere en lydbog, derom mere på et senere tidspunkt. Det var også svært at finde børnebøger, men til sidst fandt vi et sted, hvor de havde et fint udvalg.

Udvalget af film var bedre i år end sidste år og vi har bestræbt os på at købe DVD’er i stedet for VCD’er, så kvaliteten også er bedre. Filmene vil hurtigst muligt blive digitaliseret så alle vores lånere kan få adgang til dem på www.bibzoom.dk/world 

Der var stadig demonstrationer på Tahrir-pladsen under vores besøg, men folk stod ganske roligt med deres bannere uden at nogen greb ind – det var ret fantastisk at se. Forretningsfolk og turister er kun meget langsomt ved at vende tilbage.  Det hotel, vi boede på, plejer at være fyldt med folk, og det lå næsten øde hen, og en stor del af medarbejderne var sendt hjem eller tvunget på nedsat tid. Der var dog helt fredeligt i Kairo, mens vi var der og vi er glade for, at vi har fået udbygget vores samling af materialer på forskellige sprog.