Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / PRESSEMEDDELELSE: Lektier Online og KMD vinder Frivillighedsprisen for Årets Partnerskab
For biblioteker
Navigation
 

PRESSEMEDDELELSE: Lektier Online og KMD vinder Frivillighedsprisen for Årets Partnerskab

Udgivet 8. oktober 2012

Fredag aften fik Lektier Online og KMD i anledning af Frivillighedens Dag overrakt prisen for Årets Partnerskab ved et stort awardshow på Københavns Rådhus. Folkene bag Lektier Online og KMD’s frivillige er stolte over prisen.

KMD og Lektier Online modtog fredag d. 5. oktober prisen for Årets Partnerskab, da Frivillighedens Dag i København blev fejret.

Lektier Online er et projekt, som blev startet af Statsbiblioteket i Århus i 2010. Projektet giver online lektiehjælp til udsatte børn og unge, og har i dag mere end 7.000 registrerede elevprofiler og 200 frivillige fra uddannelsesinstitutionerne i Århus og København samt altså knap 50 medarbejdere fra KMD, der siden april 2012 har været lektiehjælpere fra KMD’s lokaler i hhv. Odense, Aalborg og København. KMD’s medarbejdere har bl.a. været med til at sikre en øget åbningstid i den online lektiehjælp, så eleverne i dag kan få hjælp allerede fra kl. 16.

- Vi er meget stolte over at have været med til at sætte partnerskabet med KMD i søen. Det er et fremragende eksempel på, hvordan en offentlig institution og en privat virksomhed kan bruge frivilligheden til at løse et samfundsproblem. Det er dejligt, når den slags initiativer bliver anerkendt, og vi håber, at det kan inspirere andre, siger Flemming Munch, områdedirektør i Statsbiblioteket, der står bag Lektier Online.

Også hos KMD var der stolthed og begejstring over modtagelsen af prisen:

- Vi er selvfølgelig utrolig glade for både at blive nomineret og modtage selve prisen sammen med Statsbiblioteket. Den største glæde ligger dog i hverdagen, hvor vi kan se, at de mange børn og unge har gavn af den hjælpende hånd, fortæller Lars Monrad-Gylling, adm. dir i KMD. Han uddyber;

- Det er fantastisk, at vi sammen med Lektier Online kan hjælpe så mange unge og samtidig kan give vores medarbejdere en masse gode oplevelser. Vi er meget glade og stolte over, at vi kan være med til at løfte den udfordring, som de unge har med lektierne, og vi håber, at endnu flere vil være med i fremtiden.

Begrundelsen
KMD og Statsbiblioteket er indstillet for partnerskabet om projektet Lektier Online, der giver online lektiehjælp til udsatte børn og unge fra boligområder som Mjølnerparken og Tingbjerg. Partnerskabet har formået at engagere en arbejdsplads i uddannelsen af udsatte børn og unge og forlænget den ugentlige åbningstid med mere end 25 %, så endnu flere kan få lektiehjælp.

Om Lektier Online og Statsbiblioteket
Lektier Online har eksisteret siden februar 2010 og tilbyder lektiehjælp til elever i 6.-10. klasse i engelsk, dansk og matematik og primært til unge i belastede boligområder.

Lektier Online er et projekt under Statsbiblioteket i Århus. Statsbiblioteket er det ene af Danmarks to nationalbiblioteker, og har bl.a. en særlig forpligtigelse til at arbejde med nationale services målrettet de danske folkebiblioteker. Fra august 2012 er også Det Kongelige Bibliotek indtrådt som partner i Lektier Online.

Lektier Online har pt. flere end 200 frivillige tilknyttet. De fleste frivillige lektiehjælpere er studerende ved henholdsvis Aarhus- og Københavns Universitet der hver bidrager med et par aftener hver måned. Lektiehjælpen ydes fra callcentre i København, Århus, Odense og Aalborg.

Lektier Online modtog i marts 2012 Digitaliseringsprisen i kategorien Velfærd, fordi løsningen tager udgangspunkt i de unge som aktive digitale borgere og inddrager civilsamfundet på en nyskabende måde, ved at frivillige får mulighed for at tilbyde lektiehjælp.

Lektier Online er finansieret af satspuljemidler til og med 2014. Projektet er styret af en gruppe bestående af repræsentanter fra Ministeriet for Børn og Undervisning, Kulturstyrelsen samt Statsbiblioteket. Statsbiblioteket er ansvarlig for projektledelse og gennemførelse.

Om KMD
KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD’s forretning udspringer af egen softwareudvikling. I 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervsmarkedet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD’s softwaresystemer over 400 mia. kroner. Det svarer til cirka 25 % af Danmarks BNP. KMD’s softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. Senest er KMD gået i gang med at digitalisere de store velfærdsområder med ny velfærdsteknologi - fra folkeskole til hjemmepleje.  KMD koncernen har en årlig omsætning på omkring fire milliarder danske kroner og har omkring 3.400 ansatte. KMD er ejet af EQT og ATP.

Kontaktinformation:
Lektier Online/Statsbiblioteket, områdedirektør Flemming Munch, telefon 40 30 03 22

KMD, pressechef Christoffer Hellmann, telefon 44 60 18 09, mobil 25 29 17 84

Hent pressemeddelelsen som pdf >>

Se præsentationsvideo