Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Følg med på studietur til Seattle i oktober 2009
For biblioteker
Navigation
 

Følg med på studietur til Seattle i oktober 2009

Udgivet 12. maj 2009
Følg med på studietur til Seattle i oktober 2009

Globussen er blevet drejet, og en studietur venter...

Af Vibeke Nielsen

SBCI arrangerer studietur til Seattle fra 19. til 26. oktober 2009, og tilmeldingen starter nu.

Formålet med studieturen er at give deltagerne et anderledes input til betjening af etniske minoriteter på bibliotekerne, integration, kulturformidling og udvikling. Samtidig giver studieturen rig lejlighed til at netværke og finde inspiration i denne spændende by.

Om Seattle:
Seattle har 576.000 indbyggere, og der bor ca. 3,2 millioner i ’the metropolitan area’. Byen ligger 175 km syd for grænsen mellem USA og Canada, og er den nordligste storby i USA. Der er ca. 70 % hvide, asiater som den største minoritetsgruppe (13,1 %) og en lille gruppe afroamerikanere (8,4 %) og hispanics (5,3 %) i selve Seattle. I flere af forstæderne er befolkningssammensætningen endnu mere mangfoldig og multikulturel.

Program:
Programmet er ikke endeligt på plads endnu men vil bl.a. omfatte besøg på Seattle Public Library http://www.spl.lib.wa.us/ og mulighed for at deltage i en konference arrangeret af WSAME. Programmet dækker tirsdag den 20. til fredag den 23. oktober, mens det er frivilligt at deltage i WSAME’s konference den 24. oktober.

Et mere detaljeret program offentliggøres inden sommerferien.

Seattle Public Library
I 1998 startede USA’s største biblioteksbyggeri I Seattle. The Seattle Public Library fik $ 209,7 mio. til et nyt hovedbibliotek, 4 nye filialer og fornyelse af 22 filialer. Projektet hed ’Libraries for All’ og blev afsluttet i 2008. Vi skal besøge det fantastiske nye hovedbibliotek og et par af filialerne for at høre om de multikulturelle aspekter i deres arbejde. Hjemmeside: http://www.spl.lib.wa.us/

WSAME – Washington State Association for Multicultural Education
WSAME er en nonprofit organisation grundlagt I 1994. Organisationen består af medlemmer fra offentlige og private skoler, colleges, universiteter, lokale og statslige bureauer, organisationer, virksomheder og andre grupper, der støtter multikulturel og international uddannelse. WSAME’s arbejde udføres af frivillige. Organisationen mål er at skabe et forum for diskussion af multikulturelle aspekter, etablere multikulturel undervisning som en del af normal undervisning og understøttelse af større forståelse for USA’s multikulturelle arv. Vi er inviteret til at deltage i deres Fall Conference lørdag den 24. oktober, men det er et frivilligt arrangement. Deltagelse i konferencen skal afkrydses ved tilmelding til studieturen.

Pris og tilmelding
Der er to forskellige måder at tilmelde sig på. Man kan enten tilmelde sig en samlet studieturspakke, hvor SBCI sørger for booking af flybilletter og hotel. Her er der kun mulighed for at rejse på en fastlagt dato med 6 overnatninger. Alternativt kan man selv arrangere sin rejse og hotel, og nøjes med at tilmelde sig selve studieturen.

Samlet pakke (studietur inkl. hotel og flybillet t/r)
Prisen for studieturen inklusiv transport tur/retur København-Seattle, hotelophold med 6 overnatninger i downtown Seattle, 2 x middag, 4 x frokost, transport i Seattle samt entréer er 
kr. 12.000,- (eksklusiv transport til Kastrup lufthavn). Studieturens pris inkluderer 2 x middag, 4 x frokost, transport i Seattle samt diverse entréer.

Der er afgang fra København mandag den 19. oktober og hjemkomst mandag den 26. oktober. De præcise afgangs- og ankomsttider oplyses senere.

Studietur alene (ekskl. hotel og flybillet, hvilket deltageren selv booker)
Erfaringer fra tidligere studieture viser, at flere af deltagerne ønsker større fleksibilitet mht. transport og overnatning. Det er derfor muligt på studieturen til Seattle, at fravælge hotel samt transport til og fra Seattle. Prisen eksklusiv transport og hotel er kr. 2100,-. Prisen inkluderer 2 x middag, 4 x frokost, transport i Seattle samt diverse entréer.

Tilmelding
Fristen for tilmelding til studierejsen er den 29. juni for den samlede pakke og den 24. august for tilmelding til studieturen ekskl. fly og hotel. Tilmeldingen er bindende og sker via SBCIs hjemmeside.

Ved spørgsmål vedrørende studieturen, skriv venligst til sbci@statsbiblioteket.dk eller ring til os på 44 73 46 04.