Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Sydafrika
For biblioteker
Navigation
 

Sydafrika

20. september 2007
 Sydafrika

Foto: Lars Aagaard

Kronik af Lars Aagaard, Børne og kulturkonsulent ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig. Danmarks delegeret 1999-2007 i den internationale biblioteksorganistion IFLA's børnebiblioteks-sektions bestyrelse.
 
Jeg har været i Sydafrika – med bævende hjerte, for jeg er ikke så glad for at rejse så langt. Det var i medfør af jobbet, så jeg bed tænderne sammen og begav mig ud på mit livs længste rejse, ikke alene i kilometer, også i mentalitet.

Tshwane - eller Pretoria - og Durban har jeg været i. De giver mig begge lyst til at græde: de har gennemgået så meget, de har så lang vej igen, de har så store ressourcer. Så store uligheder mellem rige og fattige, så mange sikkerhedsvagter, så megen pigtråd omkring institutioner og ejendom, så mange tiggere og tyve, så mange AIDS-forældreløse. Vi lever i et smørhul hvor vi stort set kan færdes overalt i sikkerhed – bestemt ingen given sag. Uddannelse som en mulighed for alle livet igennem er heller ikke nogen selvfølge, derimod lige det der skal til for at tilbagelevere Sydafrikas folk dets værdighed og sande livsværdier.

Mens jeg var i landet i august meldte regeringen ud med et overordentligt stort ekstra økonomisk tilskud til landets biblioteker. Prisværdigt om end ikke helt nemt: en meget stor del af befolkningen har som første sprog et af de 9 officielle, lokale og meget forskellige sprog, hvorpå der så godt som ikke findes litteratur. Det går langt bedre på afrikaans, som er de hollandske indvandreres sprog, boernes, de kom i 1700-tallet, og engelsk fra commonwelth’s velmagts dage, de sad i den sydligste del, hvorfra de fordrev boerne. Engelsksproget litteratur kan bruges, og importeres i endeløse baner. Men et godt første sprog, et hjertesprog, som det kendes fra forestillingen om det danske sprog, et modersmål som starten på at erhverve et sprog og en kulturel identitet, et godt første sprog og en litteratur som den enkelte kan spejle sig i, de har hårde vilkår. Der arbejdes på højtryk med stor ildhu og værdighed på at opelske en litteratur, som heldigvis kan hentes fra en rig mundtlig overlevering. Det skal ses i sammenhæng med en kæmpe indsats for at skabe større lighed i skolevæsen og videregående uddannelse – en uhyggeligt stor opgave.

Det er kun tretten år siden, landet holdt sit første frie valg for alle og gik i gang med at opbygge et demokratisk samfund med et parlamentarisk system, et retssystem, et sundhedsvæsen, et uddannelsessystem, et biblioteksvæsen. Samtidig startede en forsoning mellem samfundets klasser, som havde været skilt ad i et århundrede. Verdens blik har hvilet på landet i Apartheittiden, og Nobels Fredspris til Madiba, landsfaderen Nelson Mandela, og daværende præsident Frederik Willem de Klerk for deres ledelse af starten på den lange vej er en kun alt for velfortjent hæder. Ærkebiskop Desmond Tutus ikke-voldelige menneskerettighedsaktivisme har grebet mange om hjertet, ligeledes hædret med Nobels fredspris allerede i 1984. 

”Vi der har valgt at bo her, vi vænner os jo til det” sagde en klog gammel dame, jeg sad ved siden af i flyveren. Ja, man kan jo vænne sig til meget, også sorgen over de ringe vilkår for landets børn. Selv er hun aktiv i sin kirkes velgørenhedsarbejde, en række suppekøkkener, som er hvad hun magter. Godt at den slags ikke stopper ved de 80 år. Med mit kendskab til Sydafrikas køkken vil jeg mene at suppe er fyldestgørende et langt stykke hen ad vejen – målt med sult og ingen mad.

Så er der alt det, der gengiver én tro på at verden kan blive bedre: den livsglæde og det overskud en flok studerende, et kor fra Tshwanes tekniske universitet, udviste da de rørte os alle dybt med Nkosi Sikelel’ iAfrika, Enock Sontongas hymne til Afrika fra sidste halvdel af 1800-tallet, nu landets nationalsang. En sangglæde og en dybde, kombineret med respekt for os ”gamle”, som de udtrykte i en sang, hvor de kaldte os fædre og mødre! Fortælleglæde og glæde ved at lade kroppen følge fortællingen. Jeg har aldrig været i en kultur, hvor stort set ingen går grimt! En tjener, som stod foran sin restaurant med menukortet parat, havde stillet en saltbøsse oven på hovedet og bevægede sig alligevel fuldstændigt frit.

IFLAs division III, som beskæftiger sig med en række aspekter af folkebiblioteksvirksomhed, var gået sammen om en fælles dag med en stribe oplæg og papers, hvor en afdeling med good practicies var sammensag af børnebibliotekssektion. En lokal ildsjæl fortalte om et UNESCO finansieret projekt til opgradering af Sydafrikas bibliotekspersonale (ikke nødvendigvis bibliotekarer, de er en luksus her) efter et program med seks punkter, Six Information Literacy Skills, som har bevirket, at de nu sætter en helt anden dagsorden i deres arbejde – frem for alt, de underviser lånerne. En bibliotekar fra Malmö fortalte om et korps af unge rundvisere på Stadsbiblioteket, som har en helt anden og umiddelbar tilgang til de besøgende end personalet. Barbara Glencoe fra New York fortalte om to pragtfulde afrikanske biblioteksprojekter, hvor især det ene er oplagt at nominere til The Astrid Lindgren Memorial Award. Det handler om unge i USA, som sammensætter komplette målrettede biblioteker, der sendes til Zambia. De unge glemmer det aldrig og Afrika sulter efter bøger.

Fra en ligeledes tyndt befolket provins i Australien fortale Theresa Brook om Big Book Club og Little Big Book Club, et eksemplarisk, meget velskabt læsefremmeprojekt. For mig var dagens højdepunkt og øjenåbner Christine Nel fra Sydafrikas tyndt befolkede nordligste provins, Greater Tzaneen, der fortalte om Paired Reading. Det kunne hedde Par-læsning på dansk: en uerfaren læser, læseren, mødes med en mere erfaren læser, tutoren. De vælger en bog at læse sammen, en bog der passer i sværhedsgrad til læseren, finder et godt sted at sidde og aftaler hvilket tegn, læseren skal give når han eller hun ønsker at overtage. Så begynder de at læse højt sammen ind til læseren giver tegn og overtager. Bliver der problem med et ord, udtaler tutoren det på den rigtige måde, læseren gentager og de læser videre sammen, lige indtil læseren igen overtager. Tutoren må under ingen omstændigheder kritisere undervejs, alene læse svære ord rigtigt og i øvrigt rose. Metoden er opfundet af Keith Topping fra Dundee og er dokumenteret effektiv. En dejlig eftermiddag!

Hvad gør en bibliotekar, som har været for langt hjemmefra og trænger til at hele op? Læser, naturligvis. Især Alan Patons Cry, the beloved country, Ve mit elskede land fra 1948 har været opløftende læsning – den er uforandret gribende og efter min bedste overbevisning stadig retvisende. Det samme vil jeg sige om Den hvide løvinde fra 1993, en af Henning Mankells kriminalromaner om kommissær Wallander fra Ystad i Sverige. Den udspringer af konflikterne i Sydafrika i årene for Apartheits kollaps, den fortæller tillige historien om Apartheits opståen sidst i 1800-tallet. 

Allerbedst er det dog at gense DVD’en med højesteretsdommer Albie Sachs’ tale ved åbningen af World Library and Information Congress i Durban.