Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyheder / Udstilling om Troels Kløvedal til folkebibliotekerne
For biblioteker
Navigation
 

Udstilling om Troels Kløvedal til folkebibliotekerne

Udgivet 20. juni 2018

Til efteråret tilbyder vi dit bibliotek en satellitudstilling med udvalgte elementer fra den kommende udstilling 'Frihedens værksted' om Troels Kløvedals liv og rejser. Udstillingen vises på Naturhistorisk Museum, Aarhus og Søfartsmuseet i Helsingør, men vi vil tilbyde dit bibliotek at vise dele af udstillingen i form af film og plancher og artikeltemaer. Sæt kryds i dit biblioteks arrangementskalender.

Naturhistorisk Museum i Aarhus og M/S Museet for Søfart i Helsingør laver i samarbejde en fælles udstilling om Troels Kløvedal og hans eventyrlige liv med Nordkaperen. Det Kgl. Bibliotek har indgået en samarbejdsaftale, så en gratis satellitversion af udstillingen er tilgængelig for interesserede folkebiblioteker. Udstillingen vil åbne på Naturhistorisk Museum i Aarhus 1. november 2018, og på M/S Museet for Søfart i Helsingør åbnes udstillingen i oktober 2019. Derefter vil udstillingen hel eller delvis komme rundt i landet på museer i blandt andet Esbjerg, Thyborøn, Grenaa, Thorsminde, Hirtshals, Svendborg og København.

Udstillingen kurateres af (Cand. Scient) Hanne Strager, der har stået bag en række anmelderroste udstillinger på Statens Naturhistoriske Museum, blandt andet Fjer (2006), Evolution (2009) og Det Dyrebare (2014). Hanne Strager har også udgivet flere bøger, blandt andet ”Et beskedent geni: historien om Darwin’s liv og idéen, der forandrede verden” (2016) og ”Det dyrbare: historien om museets største skatte” (2014).

Nordkaperen for anker ved Hong Kong

Udstillingens temaer
Udstillingen består af en række tematiske spor, der handler om alt det, der er vigtigt i livet: kærlighed, frihed og fællesskab, at rejse ud og komme hjem, at møde fremmede med nysgerrighed og tillid, at elske naturen og vogte sig for den og at vedblive at gøre sig dygtigere og klogere. Troels Kløvedal har realiseret den drøm vi alle har om uafhængighed og frihed og ikke mindst drømmen om at opleve en verden uden for vores egen.

Satellitudstilling til folkebibliotekerne
Det Kgl. Bibliotek bidrager til samarbejdet ved at understøtte de 8-9 temaer i udstillingen med kuraterede temaer i Digital Artikelservice, relevant materiale i Mediestream samt formidling af udstilling til folkebibliotekerne. Arbejdet med udstillingen er slet ikke færdigt endnu, men planen er foreløbig at folkebibliotekerne vil få adgang til:

  • Film til infoskærme
  • 8-9 kuraterede temaer på Digital Artikelservice
  • Plancher

Satellitudstillingen vil rummer de samme temaer som hovedudstillingen, men den vil ikke indeholde genstande, der kræver montrer og afskærmning. Udstillingen vil være stærk visuel og båret af fotos, kunst og tegninger samt udvalgte citater fra Troels Kløvedals forfatterskab.

Mere information efter sommerferien
Der arbejdes lige nu intens på udstillingen og de forskellige muligheder, så en nærmere beskrivelse af satellitudstillingen til folkebibliotekerne vil blive udsendt i slutningen af august.





Et lille udvalg af elementer til udstillingen