Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyhedsarkiv / Nyhedsarkiv 2010-1 / E-depot - fra kaos til succes!
For biblioteker
Navigation
 

E-depot - fra kaos til succes!

Udgivet 28. april 2010

Fra kaos til succes

Af Anna Dalager

Indtil for få år siden ankom depotmaterialerne usorterede og nogle gange endda ukomplette og ubrugelige fra folke- og centralbibliotekerne til Depotbiblioteket i Ballerup. Store sække og kasser blev dagligt afleveret og fordelt på hylder, borde og paller, og mange personer forsøgte forgæves at følge med i den ulige kamp mellem de tildelte ressourcer og de modtagne materialer. En kamp som ikke stod til at vinde og som betød, at mængden af usorterede og uregistrerede materialer voksede og voksede.

I 2006 traf man derfor beslutningen om fysisk at overføre depotbiblioteksfunktionen til Statsbiblioteket i Århus. Ordningen skulle samtidig strømlines og trimmes, så vi kun fik fat i og registreret det materiale, der var efterspørgsel på. Til formålet blev den elektroniske applikation E-depot udviklet, og takket være det system foregår den store sortering nu ude på de enkelte biblioteker og ikke hos os.

Ønsker ikke udenlandske bøger

Ved samme lejlighed blev der truffet en beslutning om, hvilke typer af materialer og i hvilket omfang, vi ønskede at modtage disse. En beslutning, der bliver justeret hen af vejen. Vi har bl.a. valgt, at vi ikke længere ønsker at modtage udenlandske bøger, fordi efterspørgslen ikke står mål med det ressource-forbrug det vil kræve at indlemme dem. I perioden 2006 til 2009 har vi fået tilbudt ikke mindre end 241.733 enheder indenfor denne kategori.

2,5 procent af det samlede tilbud

For yderligere at understrege min påstand om, at ordningen er en succes, kan jeg oplyse, at Statsbiblioteket i 2009 alt i alt blev tilbudt 862.865 enheder. Vi valgte kun at takke ja til 21.402 enheder svarende til 2,5 % af det samlede tilbud. Det var det antal, der var nødvendigt for at dække vores forpligtigelse mht. depotfunktionen. 

Opgaven har nu endelig fundet et leje, som er overkommeligt, og vi kan nogenlunde følge med mht. registreringen. Det betyder, at det materiale I sender til os, bliver registreret og kommer i omløb og - modsat tidligere tider - faktisk er til rådighed.
 
I det ovenstående indgår intet omkring tidsskrifter, for vi valgte nemlig tilbage i 2006 at lave specialaftaler med nogle få udvalgte biblioteker om at forsyne os med de mest efterspurgte titler. Denne ordning fungerer fint!

Anna Dalager er sektionsleder, Monografiproces