Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyhedsarkiv / Nyhedsarkiv 2008-1 / Er bogen vigtigst?
For biblioteker
Navigation
 

Er bogen vigtigst?

26. marts 2008
Er bogen vigtigst?

Foto: Man kan allerede nu se ændrede brugsmønstre hos studerende og yngre forskere.

Kommentar af Svend Larsen, Direktør, Statsbiblioteket

Bogen er det ubestridt vigtigste tilbud til folkebibliotekernes brugere. Det var budskabet fra kulturminister Brian Mikkelsen, da han 6. marts holdt tale på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde. Udsagnet beskriver de faktiske forhold, men var fra ministerens side også tænkt som et normativt udsagn, et udsagn om hvordan verden bør se ud.

Hvis man ser på benyttelse og på ressourceforbrug i folkebibliotekerne er bøger i dag det dominerende tilbud. Og et indslag på årsmødet illustrerede bogens betydning: årsmødet dannede ramme om Berlingske Tidendes uddeling af Læsernes Bogpris. Prisen gik til Peter Øvig Knudsen for hans to bøger om Blekingegade-banden, og disse bøger illustrerer meget godt at bøger også i dag er et centralt middel til oplevelse og oplysning og en katalysator for debat. Spørgsmålet er om bogen kan opretholde sin privilegerede stilling i bibliotekerne?

Man kan allerede nu se ændrede brugsmønstre hos studerende og yngre forskere. En engelsk undersøgelse fra forskningsenheden CIBER ved University College London peger på en brugeradfærd, som vil rokke ved bogens status.  For ”Google-generationen” (personer født 1993 og derefter) gælder, at den hellere vil arbejde med et tastatur end med blok og kuglepen, at den hellere vil læse fra en skærm end fra papir og at det er afgørende hele tiden at være koblet på nettet. Undersøgelsen tegner konturerne af en ny adfærd kaldet power browsing: man skimmer hurtigt store mængder titler, indholdssider og abstracts. Tekster er fortsat centrale, men mediet de findes på, tilgangen til dem og brugen af dem ændrer sig voldsomt.

I takt med at Google-generationen bliver voksne og begynder at studere og for nogles vedkommende at forske vil disse ændringer i adfærd præge forskningsbibliotekerne på afgørende vis. Det er allerede begyndt (og Statsbibliotekets arbejde med søgemaskinen Summa er et blandt flere ”lokale” udtryk for det). Studerende er jo en stor brugergruppe også i folkebibliotekerne, og ændringer i brugeradfærd vil også have effekt her. Spørgsmålet er hvornår effekten kan siges at være markant (fx udvikling i antal udlånte bøger) - så markant at der skal gøres noget. Det er det ene spørgsmål. Det andet spørgsmål er hvordan bibliotekerne skal reagere på disse ændringer? Det gav kulturministeren sit politiske bud på.