Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyhedsarkiv / Nyhedsarkiv 2008-2 / Fra Århus til Tallinn!
For biblioteker
Navigation
 

Fra Århus til Tallinn!

28. august 2008
Fra Århus til Tallinn!

Foto: Tallinn, Estland

Af Ole Bisbjerg

Estisk kulturarv er endelig tilbage i Estland efter 69 år i Danmark!

I perioden 15. maj til 14. juni 1939 blev der foretaget en række grammofonpladeoptagelser i den estiske radios koncertsal i hovedstaden Tallinn.  Det er der måske ikke noget mærkeligt i, men efterhistorien gør disse optagelser til en sjældenhed. Det var den danske afdeling af pladeselskabet EMI, der stod bag projektet - i samarbejde med den estiske radio. Repertoiret var et alsidigt øjebliksbillede af datidens estiske musikliv: symfonisk musik, kammermusik, kormusik, sange og sågar en række taler af Præsidenten, Tallinns borgmester og andre VIPere

Der blev optaget 237 pladesider i løbet af en måned, svarende til den samlede årsproduktion hos dansk EMI. Det har således været hårdt arbejde fra morgen til aften for både musikere og teknikere.

På den tid blev optagelserne først produceret på voks og derefter til såkaldte nikkelmatricer, der kunne anvendes til at presse pladesiderne. De estiske voksplader blev efter optagelserne sendt til England og der blev fremstillet matricer, men i september 1939 brød krigen ud.  England fik andet at tænke på end at lave grammofonplader til esterne. Efter krigen lå Europa i ruiner, og Estland havde mistet sin selvstændighed. Det oprindelige projekt var dermed stort set glemt.

I 1961 foretog EMI en omorganisering af sit store arkiv, og da man nåede frem til de estiske matricer, som bærer betegnelsen CS, hvilket indikerer at optagelserne er lavet af den danske afdeling, besluttede man at sende dem til Danmark. EMI i Danmark vidste ikke, hvad man skulle stille op med dem, og da pladefabrikken i Valby lukkede (det var den sidste i landet) og alle danske plader nu skulle presses i udlandet, overførte EMI matricerne til Nationaldiskoteket. Dette blev senere overført til (1989) Statens Mediearkiv, der har til huse på Statsbiblioteket.

Her lå matricerne uopdaget i mange år. Indtil 2005 hvor der blev dannet et konsortium bestående af estiske musikforskere og danske interessenter. Konsortiet kontaktede Statsbiblioteket, hvor matricerne blev fundet frem. Konsortiet havde skaffet midler til en digitalisering af matricerne – en vanskelig teknisk proces, der blev foretaget ved hjælp af firmaet Asinus i Århus. Desuden opstod ideen om at tilbagelevere matricerne til Estland.

Statsbiblioteket og Kulturministeriet bakkede op om ideen og overdragelsen fandt sted d. 29.april 2008 ved en officiel og følelsespræget ceremoni på det estiske nationalbibliotek. Ceremonien blev optaget af 3 tv-stationer og 5 radiostationer. Det betød utroligt meget for det unge demokrati at få de eneste indspilninger, der overlevede 2. verdenskrig, til tilbage til Estland. I løbet af det kommende år forventer man, at der udkommer et box-sæt med de unikke optagelser fra 1939.