Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / For biblioteker / Nyhedsarkiv / Nyhedsarkiv 2009-2 / Snart kan danske materialer bestilles direkte i hele verden
For biblioteker

Snart kan danske materialer bestilles direkte i hele verden

Udgivet 11. september 2009

Af Helle Brink

Det ser nu ud til, at hele bibliotek.dk vil være eksporteret over i WorldCat – OCLC’s verdensomspændende katalog – ved udgangen af 2009. Når testfasen er gennemført vil det dermed blive muligt fra alle egne af verden at søge og identificere materialer på danske biblioteker.

Ønsker man at bestille materialerne vil det blive muligt fra biblioteker i hele verden at enten bestille direkte via fjernlåns-modulet i WorldCat eller forespørge via bibliotek.dk.

Projektet er en enestående mulighed for at eksponere danske biblioteker og deres beholdninger og dermed skaffe adgang til hele den danske kulturarv fra hele verden. Adskillige danske biblioteker har samarbejdet med WorldCat i en årrække som låntagere, og der er udbredt ønske om at indgå i et tættere samarbejde med alverdens biblioteker og dermed smidiggøre og effektivisere indlån og udlån.

Alle danske materialer

Otte danske forskningsbiblioteker har givet tilsagn om at stille hele deres beholdning til rådighed via WorldCat  – i lighed med biblioteket på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPB) de sidste 4 år. 

Statsbiblioteket stiller alle danske materialer til rådighed for bestilling.

Der vil være en afgift på udlån fra de danske biblioteker, men i lighed med erfaringerne fra DPB arbejder vi med at indgå gensidige kontrakter med udenlandske biblioteker, hvor vi forpligter os til at udveksle materialer gratis.

Guidelines for genbrug

Projektstyregruppen består også for 2009 af Per Mogens Petersen (DBC), Leif Andresen (Styrelsen for Bibliotek og Medier) og undertegnede. Foruden den store øvelse med eksporten af poster fra bibliotek.dk til WorldCat, arbejdes der med delprojekter omkring opdatering af WorldCat’s biblioteksregister, guidelines for genbrugskatalogisering med mere.

Hele projektet ventes afsluttet og i drift primo 2010.

For spørgsmål og yderligere oplysninger

Per Mogens Petersen: pmp@dbc.dk
Leif Andreasen: lea@bibliotekogmedier.dk
Helle Brink: hb@statsbiblioteket.dk