Løgn og Sandhed – Martin A. Hansen i lyd

 

Med udgivelsen ”Løgn og Sandhed – Martin A. Hansen i lyd” [SBCD 13-14, 150 kr.] markerer Statsbiblioteket 100 året for Martin A. Hansen og fejringen af forfatteren på bibliotekernes Klassikerdag den 22. september 2009.


Løgn og Sandhed er en dobbelt Cd, som præsenterer meget sjældne oplæsninger og samtaler, der stammer fra Statsbibliotekets store historiske lydarkiv Statens Mediesamling. Med denne udgivelse gør Statsbiblioteket det nemt for alle interesserede at høre lydoptagelserne. Cd’en indeholder desuden nogle optagelser fra NRK (Norsk rikskringkasting).

Der er tale om et særdeles spændende og unikt materiale. Optagelserne viser blandt andet, at Martin A. Hansens oplæsningspraksis er temmelig moderne. Selv hvor oplæsningen ligger nær den trykte tekst, mundtliggør forfatteren teksten på forskellig vis, ikke mindst ved hjælp af en del improvisation. Cd-udgivelsen bidrager således med et nyt syn på Martin A. Hansens forfatterskab.

Redaktion og booklet: Anders Thyrring Andersen. Optagelser, overførsel af gammelt materiale, støjrensning og mastering: Claus Byrith. Grafisk arbejde: Finn Knudsen.

Bestil

Note: På Cd'en findes et uddrag fra Løgneren, 1. kapitel, læst af Pouel Kern. Vil du lytte til oplæsningen af hele romanen, kan du bestille den fra vores radio-/tv-samling:

Sendetidspunkter:
DR P1, 1993: 14.4.,16.4., 19.4., 21.4., 23.4., 26.4., 30.4., 3.5., 5.5., 10.5., 12.5., alle dage kl. 10:30.