Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / Kulturarv / Avisdigitalisering / Avisen DenGang / Desperate kvinders historie
Kulturarv

Desperate kvinders historie

Af Jakob Kehlet

Nu kan man søge på det enkelte ord

Det bliver uendeligt meget lettere at bruge de historiske aviser for historiker Agnete Birger Madsen fra Kvindemuseet i Aarhus i kommende forskningsprojekter.

Bogen er lige kommet fra trykkeriet, og forsidens portrætter af danske kvinder, der har myrdet deres egne spædbørn, kigger ud i Kvindemuseets forhal fra bogsalgshylden. Titlen til sin nye bog »Et barnelig i en kuffert« har historiker og ph.d. Agnete Birger Madsen hentet fra en avisoverskrift. Hun har gennemlæst utallige gamle aviser for at finde materiale om de desperate kvinder, der i forrige århundredes første årtier valgte at tage livet af deres nyfødte børn, fordi de var blevet gravide uden for ægteskab.

Nu kigger Agnete Birger Madsen på sin nye bog i et helt nyt perspektiv. Statsbibliotekets udsendte fortæller hende, at hun kunne have sparet en stor del af de mange timer, hun har brugt på at lede i gamle aviser efter retsreferater og kriminalartikler om de 614 kvinder, der i tiden fra 1900 til 1950 dræbte deres egne spædbørn. Timerne kunne hun vel at mærke have sparet, hvis hun først var gået i gang med forskningsprojektet, når Statsbibliotekets digitaliseringsprojekt er gennemført i 2016.

Kan søge bredt i stedet for smalt

- Kan man til den tid virkelig søge på enkelte ord i avisartiklernes tekst, spørger Agnete Birger Madsen, der med det samme kan se, hvordan hun – ud over sparede timer – fremover vil kunne gøre kildesøgning i forskningsprojekter bredere.

- Jeg har været nødt til at koncentrere mig om at søge oplysninger i udvalgte aviser og kun for perioderne 1900’erne, 1920’erne og 1940’erne – ellers ville avislæsningen have vokset mig over hovedet, siger Agnete Birger Madsen, der inden længe blot vil kunne taste »barnemorderske« i et søgefelt og på den måde få adgang til de digitaliserede artikler fra alle årene mellem 1900 og 1950, hvor ordet indgår.

Avisartikler er en værdifuld kilde til at afdække skift i offentlighedens opfattelse, fortæller Agnete Birger Madsen. Foto: Thomas Søndergaard

En værdifuld kilde

Agnete Birger Madsen er en af de forskere, der får rigtig stor gavn af den direkte søgeadgang til de 32 millioner avissider, der bliver digitaliseret. Læsning af gamle aviser fylder nemlig meget i den type forskning, hun arbejder med. Kvinders sociale forhold gennem tiden træder tydeligt frem, når man læser avisernes artikler.

- I begyndelsen af 1900-tallet var der en udbredt fordømmelse af barnemorderskere, men i 20’erne mildnedes synet på dem, og i 40’ernes retsreferater kunne man fornemme medlidenhed med og ligefrem forståelse for kvindernes barske handlinger. Avisartiklerne er en værdifuld kilde til at afdække dette skift i offentlighedens opfattelse af barnemorderskerne, siger Agnete Birger Madsen, der vurderer, at hun har brugt et par måneder på Statsbiblioteket på at trawle aviserne igennem til projektet om barnemorderskerne.

Også i avisannoncerne har hun fundet værdifuldt materiale i form af opslag, hvor borgere søgte efter familier, der ville tage sig af børn, der var født uden for ægteskab.

Hvid slavehandel

Læsning af gamle aviser fyldte også en del i Agnete Birger Madsens kalender, da hun for nogle år siden forskede i hvid slavehandel. I dag vil man kalde fænomenet trafficking, men i modsætning til nutidens østeuropæiske trafik af kvinder til Danmark, var det dengang danske kvinder, der blev sendt til blandt andet Rusland som sexarbejdere.

- Til projektet om hvid slavehandel i begyndelsen af forrige århundrede fandt jeg faktisk en omvej til de relevante avisartikler gennem en såkaldt registrant – en fortegnelse over emner, der var beskrevet i avisartiklerne, og her indgik hvid slavehandel. Men der var kun registreret artikler fra Berlingske Tidende, Socialdemokraten og Politiken og kun frem til 1925, så også i den sammenhæng havde det været en stor lettelse i mit arbejde, hvis aviserne havde været digitaliserede.

Agnete Birger Madsen glæder sig til, at digitaliseringen af aviserne er gennemført. Hun skal til den tid ganske vist stadig forbi Statsbibliotekets avislæsesal for at få adgang til de nyere avisartikler, men aviser, der er over 140 år gamle, vil hun frit kunne læse i fra hjemmecomputeren.

- Det optimale vil selvfølgelig være at kunne sidde derhjemme og læse i alle aviserne, men da det ikke kan lade sig gøre på grund af ophavsrettigheder, kan jeg jo blot sige, at jeg er heldig at bo i Aarhus og have kort vej til Statsbiblioteket, fastslår Agnete Birger Madsen.

Artiklen 'Desperate kvinders historie' har tidligere været bragt i Statsbibliotekets avis 'DenGang' - Danske aviser fra 350 år digitaliseres

Avisdigitalisering paa Twitter

Følg os på Twitter