Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Du er her: Forside / Kulturarv / Avisdigitalisering / Avisen DenGang / På detektivjagt i fortiden
Kulturarv

På detektivjagt i fortiden

Af freelancejournalist Jakob Kehlet

Ægtepar fra Galten er passionerede slægtsforskere

Dødsannoncer, politihistorier og foreningsreferater fra en svunden tid er blandt de emner, som Ellen og Villy Jensen leder efter i fortidens aviser.

Skriv en artikel til årsskriftet om Galtens sygekassers historie! Sådan lød den opgave, som Ellen Jensen påtog sig som frivillig medarbejder i Galten Lokalarkiv.

- Her kunne jeg have haft god hjælp af et digitalt avisarkiv, så jeg kunne søge på omtaler fra jubilæer og lignende i sygekasserne gennem årene, siger Ellen Jensen.

Lokalarkivet har ganske vist alle lokalsiderne fra egnens aviser gennem tiderne liggende i papirformat, men det var en uoverskuelig opgave for Ellen at kigge efter artikler og notitser om sygekasserne i alle aviserne.

- Det blev for meget, så den del af arbejdet måtte jeg opgive, siger Ellen Jensen, der sammen med ægtemanden Villy har været aktiv i Galten Lokalarkiv siden begyndelsen af 00’erne. Inden da havde det historieinteresserede ægtepar allerede i flere år brugt mange timer på at finde spor af fjerne slægtninge.

ENDNU BEDRE MED DIGITALISERING

Helt i tråd med deres store hobby er villaen i Galten udstyret med smukke antikke vitrineskabe, stole og borde, men ét møbel i stuen skiller sig ud. Det firearmede lysbord ligner mest af alt en miniature af et moderne fodboldstadion og lyser næsten lige så kraftigt, da Ellen sætter strøm til. Under lamperne har ligget mange sogne-, skole- og foreningsprotokoller til affotografering.

Ellen og Villy Jensen er erfarne amatørhistorikere, der uden besvær betjener vanskeligt tilgængelige kilder som kirkebøger og andre databaser i Statens Arkiver, men de ser frem til at blive endnu bedre slægts- og lokalhistorikere, når Statsbibliotekets avisdigitaliseringsprojekt er gennemført.

Til den tid vil Villy Jensen kunne sidde hjemme i stuen og finde den politihistorie i Aarhus Stiftstidende fra begyndelsen af 1800-tallet, der beskriver, hvordan en fjern slægtning – en tjenestepige – stak af fra sit tjenestested med lidt for mange dyner i bagagen.

- Det var jo en stor brøde på det tidspunkt, siger Villy Jensen.

Ellen og Villy Jensen er erfarne amatørhistorikere, der uden besvær betjener vanskeligt tilgængelige kilder som kirkebøger og databaser. Foto: Thomas Søndergaard

Argentina-fester

En knap så dramatisk begivenhed i hans familie udspandt sig i 1900-tallet. Villy Jensens bedstefar rejste i starten af århundredet til Argentina, og da han vendte hjem til Danmark igen, holdt familien i mange år nogle navnkundige Argentina-fester, som blev beskrevet i aviserne fra 1930’erne til 1950’erne.

Når Villy Jensen skal læse artikler i det digitale avisarkiv om festerne, må han sætte sig i bilen og køre de 21 kilometer ind til Statsbiblioteket, når der til sin tid bliver åbnet for adgang. Artiklerne er nemlig så nye, at de er omfattet af ophavsretten, og så er han nødt til at bruge Statsbibliotekets computere for at få adgang.

Vi sparer tid

- Det nemmeste havde selvfølgelig været, at jeg kunne sidde hjemme, for jeg vil helst undgå turene til Aarhus, siger Villy Jensen, der ligesom hustruen har fuldtidsarbejde og ind imellem har svært ved at få timerne til at slå til. Men under alle omstændigheder regner ægteparret med, at det digitale avisarkiv vil kunne højne kvaliteten af det arbejde, de udfører. De to amatørhistorikere forventer at kunne spare tid, så de kan nå andre gøremål end dem, der knytter sig til den tidskrævende hobby.

- Måske når vi indimellem at hakke lidt i haven, inden vi skal ind og lede videre, siger Ellen Jensen med et smil.

Hvordan så herrefrakker ud i 1920, hvornår blev Hitler første gang omtalt i en dansk avis, kan jeg mon finde en dødsannonce for min tipoldemor, og har fodboldklubben AGF også tidligere været ramt af alvorlige nedture? Ikke bare artikler, men også gamle annoncer kan give svar på mange spørgsmål, og nu kan du snart få adgang til at søge i rigtig mange af disse informationer – også hjemmefra.

 

(Artiklen været bragt i Statsbibliotekets avis 'DenGang'
- Danske aviser fra 350 år digitaliseres)

Avisdigitalisering paa Twitter

Følg os på Twitter